FCK-angriber efter comeback: Fantastisk at være tilbage

Bashkim Kadrii fik comeback efter næsten et års skadespause - nu glæder han sig til at komme tilbage ifor fulde omdrejninger

Bashkim Kadrii var glad for at kunne spille fodbold igen. (Foto: Ernst van Norde)
Bashkim Kadrii var glad for at kunne spille fodbold igen. (Foto: Ernst van Norde)

SLAGELSE (Ekstra Bladet): Bashkim Kadrii fik et aftenens største bifald i Slagelse, da han seks minutter før tid blev sendt på banen i FCK’s 2-0-sejr over FC Vestsjælland i pokalen.

FCK-angriberen har været ude i næsten et år med en korsbåndsskade, men er nu tilbage på fodboldbanen.

- Vi skulle lige lukke kampen, så jeg kunne komme ind. Det skete også, men måske en lille smule for sent. Men det vigtigste var at komme ind og røre bolden igen, sagde Bashkim Kadrii, der trods sine kun 24 år har været igennem to alvorlige korsbåndsskader.

Se også: Angribere sendte FCK videre i pokalen

Nu skulle uheldskvoten være brugt op for Kadrii, der havde ventet meget længe på denne dag.

- Det var fantastisk at være tilbage, og jeg har glædet mig helt vildt. Det hele gik godt, og nu skal jeg bare tage den spilletid, jeg kan få i de kommende måneder.

- Jeg skal bare kæmpe videre og blive ved med at bygge på, sagde Kadrii, der dog næppe vil få så meget spilletid på førsteholdet i den resterende del af efteråret.

- For ham handler det om at komme med i truppen af og til og så ellers få noget kamprytme i reservekampene. Han skal ikke tænke så meget på, at nu skal han ind i Superligaen, sagde FCK-manager Ståle Solbakken, der nu kan vælge fra en næsten skadesfri trup.

Se også: Kender I ham? Brøndby-debutant med fire mål

Kun Per Nilsson og Danny Amankwaa er ude, og sidstnævnte nærmer sig endda hastigt et comeback.

7 kommentarer
Vis kommentarer