FCK indkalder til krisemøde efter derby-ballade

Sikkerhedsproblemerne efter onsdagens pokal-brag i Parken skal løses inden næste københavner-derby om ti dage, påpeger FC København, der har indkaldt Brøndby til krisemøde

Der var gang i Parken - lidt for meget - da FCK onsdag tog imod Brøndby. (Foto: Jens Dresling)
Der var gang i Parken - lidt for meget - da FCK onsdag tog imod Brøndby. (Foto: Jens Dresling)

En regn af farlige genstande, bl.a. jernrør, regnede onsdag aften ned over Parkens græstæppe efter 1-1-kampen mellem FC København og Brøndby.

Spillere, ledere og presse måtte flygte fra stedet, som Brøndby-fans fra udebaneafsnittet gjorde til et usikkert område.

Farcen fik sindene i kog - specielt fordi det ikke er første gang, at der under et københavner-derby mellem de to klubber er fare på færde.

Det har torsdag fået FC København til at indkalde de involverede parter til et krisemøde.

- Vi ønsker at gøre det klart, at FC København ønsker et derby med masser af tilskuere og stemning fra begge klubber. 

- Vi forstår og respekterer også fuldt ud, at det langt fra er størstedelen af Brøndbys fans, der udviser den adfærd, der var efter kampen i går. Langt de fleste bidrog til en god stemning inden for helt acceptable rammer til et derby. 

- Men vi er nødt til at forholde os til det mindretal, der udgør en alvorlig sikkerhedsrisiko for andre tilskuere, spillere, frivillige, vagter, fotografer og tv-folk. 

- Derfor har vi nu inviteret Brøndbys ledelse, sikkerhedsrepræsentanter, fankoordinatorer og de to holds anførere til et møde hos os hurtigst muligt, skriver klubben i en erklæring på sin hjemmeside.

Se optagelserne af TV3's hold i Parken, da der kommer kasteskyts:

De to klubber mødes allerede om ti dage igen i Parken i Superligaen, og inden den kamp skal der altså være styr på sikkerheden - specielt omkring udebaneafsnittet, som udeholdet har ansvaret for.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er Brøndby positivt indstillet over for tiltaget, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra klubben.

I Spillerforeningen har direktør Mads Øland netop fremsat krav om, at sikkerheden højnes.

- Det er jo mere held end forstand, at ingen kommer til skade. Men det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det kan foregå. Spillerne gør deres arbejde, og så bliver de mødt med jernrør og andre kasteskyts. Det er helt uacceptabelt, og klubberne er nødt til at gøre mere for spillernes sikkerhed.

- Det er jo ikke første gang, vi ser den her slags scener. Så der er nogle tydelige sikkerheds-issues, som klubberne ikke har formået at løse endnu. Det er klubbernes medarbejdere, der løber rundt nede på grønsværen, og det er klubbernes ansvar at sikre dem ordentligt, siger Mads Øland i en pressemeddelelse.

Se eller gense målene fra kampen her:

26 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere