Fem anholdt inden fodboldkamp

Fem personer er blevet anholdt inden en fodboldkamp mellem AaB og SønderjyskE i Esbjerg

Syd- og Sønderjyllands Politi har onsdag aften anholdt fem fodboldfans ved stadion i Esbjerg inden en kamp mellem Aab og SønderjyskE.

Det fortæller politiets vagtchef Erik Lindholdt til Ekstra Bladet.

- Vi har anholdt én person for at fyre fyrværkeri af ude foran stadion og fire andre, som har været provokerende siden, de kom til byen, og som vi har fulgt hele dagen, fortæller Erik Lindholdt.

- Der er nu skabt ro derude. Vi formoder, at de resterende tilskuere er der for at få en god fodboldoplevelse, siger han.

- Forløb anholdelserne roligt?

- Vi måtte sende hundene ud og hive stavene frem, siger vagtchefen.

Hørte høje brag
Ekstra Bladets mand på stedet så ikke hændelsen, men den var ikke til at overhøre.

- Der lød en masse høje brag, som tydeligvis var fyrværkeri tæt på stadion, siger han.

- Da vi nåede frem, havde politiet afspærret vejen med salatfade. Der lå en masse affyret fyrværkeri midt på vejen, og politiet var talstærkt til stede, men der var dog kommet ro på situationen.