Fire mål i Aarhus

B93 fra 2. division havde det svært i onsdagens pokalkvartfinale mod AGF, som vandt overbevisende

AGF-målscorer Alex Gersbach får en krammer af anfører Patrick Mortensen undervejs i aarhusianernes 3-1-sejr over B93. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AGF-målscorer Alex Gersbach får en krammer af anfører Patrick Mortensen undervejs i aarhusianernes 3-1-sejr over B93. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Se semifinale-bragene i Copa del Rey, hvor Barcelona møder Sevilla onsdag. Kampene vises her (PLUS+).

AGF har den ene fod i pokalsemifinalen, efter at superligaklubben onsdag aften nedlagde 2. divisionsklubben B93 med 3-1 i den første af to kvartfinaler i pokalturneringen.

Aarhusianerne spillede ikke prangende, men formåede alligevel at holde B93, som ligger på andenpladsen i landets tredjebedste række, under et hårdt pres i det meste af opgøret.

Jon Dagur Thorsteinsson, Alex Gersbach og Gift Links havde mål i støvlerne på Ceres Park i Aarhus og gav AGF et godt udgangspunkt til returopgøret, som løber af stablen på Østerbro i København 11. marts. Daniel Stückler scorede for B93.

AGF kontrollerede allerede fra start, men efter 18 minutter fik aarhusianerne sig et lille chok, da B93's Souheib Dhaflaoui drønede af sted i en omstilling. Kamil Grabara var dog vågen og kom godt ud af sit AGF-mål og tacklede bolden væk.

Efter 24 minutter gik B93's Niels Morberg i græsset og måtte få minutter senere udgå, efter at Patrick Mortensens strakte støvle endte i hovedet på midtbanespilleren. Mortensen slap med en advarsel.

Unge Albert Grønbæk var AGF's farligste kort før pausen, og efter 39 minutter tog han aftræk fra den ene side af feltet og tvang Aris Vaporakis i B93-kassen til en god redning.

Riposten endte imidlertid for fødderne af Jon Dagur Thorsteinsson i den anden side af feltet, og islændingen bragede uforstyrret bolden i netmaskerne til 1-0.

AGF udbyggede føringen lynhurtigt efter pausen. Alex Gersbach afsluttede fra en spids vinkel efter en dyb aflevering fra Jon Dagur Thorsteinsson og listede bolden under Vaporakis i B93-målet.

AGF holdt sømmet i bund og kom frem til flere fine chancer. Albert Grønbæk og Alexander Ammitzbøll sendte således B93-defensiven på overarbejde med gode afslutninger.

Gift Links lukkede kampen, da han efter 80 minutter fik bolden midt på B93's banehalvdel, hvorefter han tog et par træk og sendte en flad afslutning i mål helt ude ved den ene stolpe.

B93 pyntede på resultatet dybt inde i overtiden, da Daniel Stückler dukkede op til en løs bold i feltet og prikkede bolden i nettet.

Højbjergs åbne arme: Privat besked overraskede

Bankmandens Brøndby-hemmelighed

Opkald fra Laudrup ændrede alt

FCK's transferscoop: Bagom klubbens kæmpe-handel