Flirtede med fiasko: 1. divisionshold drillede FC København

FCK måtte ud i forlænget spilletid mod Fredericia, før favoritterne hev en sejr på 2-1 hjem i pokalturneringen

Youssef Toutouh og holdkammeraterne fra FCK måtte kæmpe hårdt og længe, før sejren mod FC Fredericia var en realitet. (Foto: Michael Drost Hansen)
Youssef Toutouh og holdkammeraterne fra FCK måtte kæmpe hårdt og længe, før sejren mod FC Fredericia var en realitet. (Foto: Michael Drost Hansen)

Hånden røg i vejret, og smilet kom frem. Kasper Kusk udstrålede energi og glæde, hvilket stod i stærk kontrast til den præstation, han og holdkammeraterne havde leveret i det meste af kampen.

Nu var FCK-spilleren manden bag forløsningen i den forlængede spilletid. Kort før sin jubel havde den offensive profil gjort det til 2-1, da hans flade og velplacerede skud sneg sig ind ved stolpen og dermed punkterede FC Fredericia.

1. divisionsmandskabet havde ellers kæmpet forbilledligt i det, der på papiret var lagt op til at være en ulige pokal-dyst. Det var det imidlertid langt fra, hvilket det faktum, at den tidligere AaB-spillers matchvinder-aktion fandt sted efter den ordinære spilletids udløb, så fint illustrerede.

FC København var ellers advaret på forhånd. Den velkendte fortælling om, at pokalturneringen er scenen, hvor de små kan drille de store, var blevet eksemplificeret så sent som onsdag aften, hvor FC Midtjylland tabte til Roskilde.

Så FC Fredericia havde al grund til at tro på sensationen. Også selv om de jyske værters træner, Ove Pedersen, forud for kampen havde erkendt, at topniveau såvel som held skulle indfinde sig, hvis det hele skulle ende lykkeligt.

- Vi ved godt, at de kommer til at dominere. Eksperterne oppe i kommentatorboksen kommer til at sidde og sige, at vi er presset i bund. Til det må jeg sige: Fortæl mig noget nyt, sagde Pedersen til Fredericia Dagblad.

Den forudsigelse skulle kun vise sig at holde delvist stik. For selv om det i perioder var tydeligt, at hjemmeholdet var overmatchet, havde FC Fredericia bestemt også deres muligheder. Særligt i 1. halvleg, hvor den tidligere Brøndby-angriber Brent McGraith var nærgående i flere omgange.

Se også: FCM i chokerende pokal-exit: Taber til bundhold fra 1. division

Australieren og holdkammeraterne måtte dog se favoritterne bringe sig planmæssigt foran efter en lille halv time, da Danny Amankwaas forsøg fra distancen blev rettet af og snød en prisgivet Jeppe Højbjerg i målet.

Så kunne man tro, at Superliga-spillerne satte autopiloten til og kørte en sikker sejr hjem, som de har gjort så ofte i denne sæson.

Men FC Fredericia havde ingenlunde kastet håndklædet i ringen, og kort før pausen lykkedes det så Nikolaj Hagelskjær at krølle udligningen ind på et fornemt forsøg fra kanten af feltet.

Anden halvleg blev lidt af en ørkenvandring, hvor det var som om, at FCK ikke kunne skifte gear, mens Fredericia ganske enkelt ikke havde flere at tage i brug af.

Se også: Effektive AaB sænker Lyngby i pokalturneringen

Men værternes defensive fundament manglede imidlertid ikke noget, og gæsternes eneste store mulighed faldt først i overtiden, hvor Kasper Kusk fra nært hold måtte se sit halvhjertede skud blive afværget af en velspillende Jeppe Højbjerg.

Derfor måtte der i sidste ende forlænget spilletid til, før det ventede avancement blev en realitet for FC København, som dominerede i denne tredje fase af opgøret.

Og eksperterne i kommentator-boksen? De snakkede ikke meget om et Fredericia-hold, der var presset i bund. I stedet noterede de sig, at det havde været ligeværdigt, og FCK måtte slide for sejren.

Se målene fra FC Københavns sejr i tv-klippet øverst i artiklen.

26 kommentarer
Vis kommentarer