Hårdt arbejde skal sikre B93 ny pokaloverraskelse

Hårdt arbejde og den rette indstilling er nøglerne for B93, mener træner før pokalopgør mod AGF

B93 slog AaB ud af pokalturneringen i den seneste runde. Her ses B93's Hassan Elsayed i en duel under pokalkampen mellem B93 og AaB på Farum Park. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
B93 slog AaB ud af pokalturneringen i den seneste runde. Her ses B93's Hassan Elsayed i en duel under pokalkampen mellem B93 og AaB på Farum Park. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

B93 fra 2. division jagter endnu en overraskelse i Sydbank Pokalen.

Onsdag spilles det første af to kvartfinaleopgør mod AGF fra Superligaen, og nøglerne for Østerbro-klubben er hårdt arbejde og tro på egne evner.

Det mener den tidligere Lyngby-træner Thomas Nørgaard, der nu står i spidsen for B93, der slog AaB ud af pokalturneringen i ottendedelsfinalen og er den lavest rangerende klub blandt kvartfinalisterne.

Thomas Nørgaard håber og forventer den rette indstilling hos spillerne, når det går løs mod AGF i Aarhus onsdag aften.

- Vi skal arbejde stinkende hårdt, som vi gjorde mod AaB. Derudover skal vi turde være os selv og ikke være bange for at have bolden, siger Nørgaard.

Selv om der i ligasammenhæng er to rækker til forskel på de to mandskaber, tror B93-træneren ikke, at AGF undervurderer gæsterne. Dertil er AGF-træner David Nielsen for opmærksom.

- Jeg kender David Nielsen rigtig godt, og hvis der er noget, han er dygtig til, så er det at fortælle sine spillere, at dem, de skal møde, er verdensmestre, siger Nørgaard.

Forud for de to opgør mod AGF er der i B93 en tro på, at der venter endnu en pokaloverraskelse.

- Stemningen er rigtig god, og man kan virkelig mærke sammenholdet og troen på en overraskelse op til sådan en kamp, siger offensivspilleren Souheib Dhaflaoui.

- Hvis vi skal lykkes, kræver det, at vi scorer på de få muligheder, vi får skabt. Vi bliver også nødt til at stå virkelig kompakt i vores defensive organisation.

Kvartfinalerne afgøres i denne sæson over to kampe, og det besværliggør alt andet lige muligheden for at skabe en overraskelse. I B93 havde man da også foretrukket en enkelt kamp om billetten videre i turneringen.

- Vi havde selvfølgelig foretrukket at spille én kamp, men det er jo stadig fedt at spille to kampe mod en klub fra Superligaen, siger Souheib Dhafloui.

Den første kvartfinale mellem de to mandskaber fløjtes i gang onsdag klokken 20.15 på Ceres Park. Returopgøret spilles 11. marts på Østerbro Stadion.

0 kommentarer
Vis kommentarer