Jyske topklubber raser efter farce-kamp

Silkeborg slog et reservespækket Roskilde-mandskab hele 6-2 i weekenden. Det er AC Horsens, Vejle og Fredericia bestemt ikke tilfredse med og kritiserer Divisionsforeningens planlægning heftigt

Dem, der havde oddset på en FC Roskilde-sejr i weekenden, må i den grad have følt sig snydt, da holdopstillingen blev offentliggjort.

Sjællænderne stillede nærmest med lutter reserver og U19-spillere i udekampen mod Silkeborg IF, og det kunne man da også se på resultat-tavlen 90 minutter senere: 6-2 vandt midtjyderne i en ensidig affære.

Tre let-tjente point for oprykningskandidaterne, der mødte et reservespækket sjællandsk hold, da Roskilde allerede tirsdag skal i kamp igen, når de tørner sammen med AaB i DBU Pokalens kvartfinale.

Det er dog ikke kun spillefuglene, der føler sig taget ved næsen.

Se også: Silkeborg banker Roskilde og henter vigtige point

De andre konkurrenter til de tre Superliga-pladser, FC Fredericia, Vejle og AC Horsens, måtte nemlig slide og slæbe for deres point i seneste runde - i modsætning til Silkeborg - og det raser de tre østjyske klubber nu over. De er hverken tilfredse med Roskilde eller Divisionsforeningen, der har flyttet kampen.

-Det er helt urimeligt, at man kan komme i en situation, hvor et hold i en turneringskamp må se sig nødsaget til at stille et reservehold. Det er elendig turneringsplanlægning af Divisionsforeningen, og det er dårlig stil af Roskilde, siger Stig Pedersen, der er direktør i FC Fredericia, til Fredericia Dagblad.

Han støttes af AC Horsens' træner Bo Henriksen og sportschef i Vejle, Steen Tychosen.

- Det væsentlige i denne her sag er, at Divisionsforeningen bør og skal sikre en sportslig korrekt afvikling af turneringen. Det er meget mærkeligt, at den her situation kan opstå, siger Bo Henriksen.

Bo Henriksens er bestemt ikke tilfreds med planlægningen. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Bo Henriksens er bestemt ikke tilfreds med planlægningen. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
 

- Man skal selvfølgelig passe på, men det er urimeligt over for os andre, at FC Roskilde sender et ikke-konkurrencedygtigt hold til Silkeborg, mener Steen Thychosen.

Opgøret mellem Roskilde og AaB var oprindeligt planlagt på den officielle dato for afvikling af kvartfinalerne, men kampen blev udskudt til 8. marts, da 1. divisionsklubben havde planlagt træningslejr i den periode.

Den udskudte kamp i sidste måned blev dog også udskudt på grund af snevejr, og da Roskilde hverken ville ødelægge græsbanen eller fuldføre opgøret på kunstgræs, blev den endelige dato tirsdag 5. april - to dage efter Roskildes 1. divisionskamp mod Silkeborg IF.

- Det er helt grotesk, at man kan få flyttet en kvartfinale i pokalturneringen, fordi man skal på træningslejr. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Vi er fem point fra oprykningspladserne, og vi føler os også ramt. Men jeg kan godt forstå, at de hold, der ligger lige omkring oprykningspladserne, er helt oppe at ringe over den her sag, siger Stig Pedersen.

Roskilde forsøgte at flytte kampen mod Silkeborg til lørdag, men det takkede midtjyderne pænt nej tak til.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Divisionforeningens turneringschef, Peter Ebbesen.

11 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere