Komet misser pokalfinalebraget

SønderjyskEs Rasmus Vinderslev er i to omgange bekræftet smittet med covid-19 og midtbanedynamoen går derfor glip af pokalfinalen mod Randers FC

Rasmus Vinderslev (th) står midt i sit gennembrud i SønderjyskE. Nu går han glip af pokalfinalen grundet covid-19. Foto: Lars Poulsen
Rasmus Vinderslev (th) står midt i sit gennembrud i SønderjyskE. Nu går han glip af pokalfinalen grundet covid-19. Foto: Lars Poulsen

SønderjyskE bekræfter onsdag eftermiddag, at den spille,r som er konstateret smittet med covid-19, definitivt er ude af pokalfinalen kristihimmelfartsdag mod Randers FC.

Cheftræner Glen Riddersholm meddelte på pressemødet på Aarhus Stadion før finalen, at spilleren har afleveret endnu en positiv test, hvilket endegyldigt eliminerer deltagelse i pokalfinalen.

Det betyder, at Rasmus Vinderslev ikke kommer til at kaste sine kræfter ind i et pokalforsvar.

Ekstra Bladet har fra flere uafhængige kilder fået bekræftet, at det er den 23-årige midtbanekomet, der er ramt.

Det er et kæmpeslag for SønderjyskEs pokaldrømme.

Rasmus Vinderslev har været en nøglefigur på SønderjyskEs midtbane efter nytår, og han står midt i sit gennembrud for klubben.

Han slog sig ind på holdet i forbindelse med triumfen på MCH Arena i forårspremieren, og siden har rygnummer 24 ikke set sig tilbage.

Vinderslev har været en fast bestanddel af Riddersholms midtbane lige siden, og han havde været stensikker starter i finalen, hvis ikke sygdommen havde knust drømmen.

SønderjyskE ønsker ikke på nuværende tidspunkt at offentliggøre sin trup til pokalfinalen, og af samme grund vil klubben ikke sætte navn på den smittede spiller.

Men Glen Riddersholm var tydeligt berørt, da han fortalte om den smittede spiller.

- Det er en spiller som, om nogen, har fortjent af være med i denne finale, som har præsteret på fremragende vis hele foråret, sagde en tydeligt berørt Glen Riddersholm omkring situationen.

- At skylle overbringe ham den nyhed, at han er ude, det har ikke været en af de nemmeste samtaler, jeg har haft, sagde han.

- Der er nogle menneskelige ting i spil her. Det kan være første og sidste gang, at en spiller står i sådan en finale. At sådan en mulighed bliver revet fra ham, det påvirker naturligvis, sagde Riddersholm, som fastslår, at spilleren som er ramt spillede med i finalen sidste sommer.

Rasmus Vinderslev kan tidligst være clearet til at spille i sæsonens sidste kamp i Superligaen.

SønderjyskE-spiller Stefan Gartenmann ser frem til pokalfinalen mod Randers og forklarer, hvorfor SJE er klarer sig så godt i pokalturneringen.