Nådesløse AGF knuste lillebror i pokalen

Ryan Mmaee scorede de to sidste mål, da stadionspeakeren i Aarhus lærte at udtale hans efternavn korrekt

Ryan Mmaee fik scoret både sit første og andet mål i AGF-trøjen, da han og holdkammeraterne slog Aarhus Fremad med 5-1 i pokalturneringen. Her ses angriberen fra en situation i Superligaen mod AC Horsens. Foto: Bo Amstrup
Ryan Mmaee fik scoret både sit første og andet mål i AGF-trøjen, da han og holdkammeraterne slog Aarhus Fremad med 5-1 i pokalturneringen. Her ses angriberen fra en situation i Superligaen mod AC Horsens. Foto: Bo Amstrup

AARHUS (Ekstra Bladet): AGF viste ingen nåde, da De Hvide onsdag aften baskede lillebror, Aarhus Fremad ud af pokalen med stensikre 5-1.

En kamp som formentlig mest vil blive husket for at den importerede stadionspeaker fra nordbyen lagde ud med at kalde AGF's belgiske angriber for Ryan Måge... og da kampen sluttede havde han nævnt belgieren så mange gange, at han havde lært den korrekte udtale af efternavnet Mmaee (det udtales: maje).

Ryan Mmaee fik samtlige 90 mninutter for De Hvide, og han sørgede i slutfasen med to scoringer for at sejren blev komfortabel. Første mål scoret til 4-0, da Magnus Kaastrup havde banket bolden på stolpen.

Og samme Kaastrup var også ophavsmanden til Ryan Mmaees andet mål, da han snoede sig gennem Fremad-forsvaret og serverede bolden for belgieren til 5-1.

Bortset fra målene, så gjorde Ryan Mmaee ikke større væsen af sig, og han viste ikke umiddelbart, at han er en opgradering i forhold til Kasper Junker. Men nu gik kritikken af Junker også mest på de manglende mål - og dem sørgede Mmaee trods alt for.

De store oplevelser hos AGF var to af de spillere som har bragt klubben guld i U17-rækkerne de seneste sæsoner - Magnus Kaastrup og Kasper Lunding, der boltrede sig på kanterne.

Kaastrup serverede oplægget til Mustafa Amini til 2-0 og den vævre kant gjorde det selv til 3-0 midt i anden halvleg.

Aarhus Fremad formåede at true det rekonstruerede AGF-mandskab den første halve time og var flere gange tæt på scoring på dødbolde.

Men AGF skruede op for farten op mod pausen og da Mustafa Amini kort inden pauseteen headede De Hvide på 1-0 var det hele i realiteten afgjort.

Der blev heller ikke leveret pokal-overraskelser i de øvrige af turneringens kampe onsdag. Det blev til sejre for alle Superliga-klubber, der var i aktion.

Vendsyssel slog Hundested på udebane med 3-0, mens Esbjerg tog en 1-0-sejr i Jammerbugt. AaB vandt stor-sejr på 5-0 ude i Roskilde, og de danske mestre fra FC Midtjylland slog Dalum med 2-1. Der måtte dog forlænget spilletid til i den forbindelse.

SønderjyskE hentede en billet videre takket være 2-0 i Fredericia, mens FC Nordsjælland sikkert satte HB Køge på plads med 4-0.

Storindkøbet Kenan Kodro har scoret fem gange i Europa for FCK, men har skudt med løst krudt i Superligaen. Foto: Jens Dresling Sport og Spil Superligaen indefra: FCK's kæmpekøb nærmer sig flop-status

Krisen kradser i Brøndby. Men hvem har skylden? Foto: Claus Bonnerup. Sport og Spil Brøndby-krisen: Pilen peger på Zorniger

Mark O. Madsen har lagt en lang bryde-karriere på hylden for at forfølge sin drøm om at kæmpe i MMA. Foto: Philip Davali Sport og Spil Bor i en campingvogn: OL-helt satser alt for sin nye drøm

 

 

2 kommentarer
Vis kommentarer