På hospitalet: Skader overalt

AaB-tilhængerne og politiet har meget forskellige opfattelser af onsdagens begivenheder i Esbjerg. Fangrupperingen Auxilia beskriver politiet som aggressivt og konfrontatorisk

En AaB-fan blev slået flere gange af en betjent. Video: Local Eyes

Den AaB-tilhænger, der torsdag aften blev slået adskillige gange med knippel af en betjent fra Syd- og Sønderjyllands Politi, endte på sygehuset med en kraftig hjernerystelse, et bukket ribben og blå mærker på hele kroppen (Se en ny voldsom video af episoden over artiklen).

Det skriver AaB-fangrupperingen Auxilia på sin hjemmeside.

Auxilia er en del af den uofficielle fanscene i Aalborg, og flere fra gruppen var blandt de AaB-fans, der onsdag aften var i konfrontationen med politiet i forbindelse med pokalfinalen i Esbjerg.

AaB-tilhængerne og Syd- og Sønderjyllands Politi har meget forskellige opfattelser af, hvad der skete før, under og efter pokalfinalen i Esbjerg.

Auxilia beskriver politiet som aggressivt og konfrontatorisk og afviser i samme moment politiets forklaring om, at de udvandrende AaB-fans var aggressive.

Pokalfinalen mellem AaB og SønderjyskE var afbrudt i omkring et kvarter i 1. halvleg, fordi en række af de nordjyske tilhængere ikke overholdt corona-reglerne på stadion.

En stor gruppe AaB-fans stod samlet til pokalfinalen mellem AaB og SønderjyskE i Esbjerg. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
En stor gruppe AaB-fans stod samlet til pokalfinalen mellem AaB og SønderjyskE i Esbjerg. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

De stod samlet i stedet for at sidde enkeltvis og blev ikke på den plads, der stod på deres billet.

Det fik kampens dommer til at afbryde opgøret, og det gav ifølge Auxilia en del forvirring på tribunen. Fangrupperingen var kommet til Esbjerg med samme indstilling som til semifinalen mod AGF og hjemmekampen mod FC Nordsjælland i Superligaen.

De ønskede at støtte AaB på bedst mulig vis og stod derfor samlet. Det var blevet tolereret i de to pågældende kampe i Aalborg, men blev det ikke i Esbjerg.

Auxilia skriver, at de ikke før kampen havde fået klar besked om, at de skulle sidde ned. De valgte frivilligt at forlade tribunen, fordi de dels ikke ønskede at være skyld i en afbrudt kamp, dels ikke kunne støtte deres helte på tilfredsstillende vis.

Uden for stadion blev i alt 38-fans administrativt frihedsberøvet, fordi de ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi satte sig til modværge. Politiet beskriver gruppen som problemskabende fans, men det er ikke Auxilias opfattelse.

Fangrupperingen taler om nogle fås ugerninger, som rigtig mange måtte bøde for.

'Samtlige fans bliver bedt om at sætte sig ned. Heriblandt var en kvinde, der blot ville se, hvad der var sket med hendes 16-årige søn, der også var blevet tilbageholdt', skriver Auxilia.

AaB-tilhængerne blev administrativt frihedsberøvet i forbindelse med pokalfinalen. Foto: Lars Poulsen
AaB-tilhængerne blev administrativt frihedsberøvet i forbindelse med pokalfinalen. Foto: Lars Poulsen

Fangrupperingen kalder de esbjergensiske betjentes behandling af de tilbageholdte AaB-tilhængere for uværdig.

En mand blev nægtet at komme på toilet, selvom han ifølge Auxilias beskrivelse spurgte pænt og roligt flere gange. Han endte med at tisse i bukserne.

I politiets forklaring hedder det, at AaB-tilhængere blev sat ind i fan-bussen, efterhånden som de blev registreret, og at fanbussen herefter forlod stadion og kørte til et sted, hvor de frihedsberøvede kunne komme på toilet.

Kl. 22:44 - omkring en halv time efter kampens afslutning - blev alle løsladt.

For Auxilia og betjenten, der slog AaB-tilhængeren, stopper sagen ikke her.

Syd- og Sønderjyllands Politi har forelagt sagen for Det Uafhængige Politiklagenævn, og Auxilia forsøger at skaffe overvågningsbilleder fra de kameraer, der hænger omkring indgangspartiet.

Fangrupperingen skriver, at sagen forsætter - også rent juridisk. 

1093 kommentarer
Vis kommentarer