Pokal-feber i Brøndby - FCM halter

I Brøndby går det strygende med at sælge billetter til pokalfinalen, mens FC Midtjylland hænger lidt efter

Tidligere på måneden overvandt Brøndby en chokstart på Heden og knuste FC Midtjyllands gulddrømme i Superligaen

Hvis man vil til årets pokalfinale, skal man være lidt vaks ved havelågen. I hvert fald hvis man er Brøndby-fan.

De blå-gule har sammen med FC Midtjylland fået tildelt hver cirka 15.000 billetter til braget store bededag, mens DBU råder over resten af pladserne i Parken - og det er intet problem for de forsvarende pokalmestre at få dem afsat.

- Billetsalget er gået som forventet, og vi forventer at have udsolgt torsdag omkring frokost, siger Brøndbys kommunikationschef Christian Schultz.

Salget blev først åbnet tirsdag middag, og Brøndby har givet klubbens cirka 12.000 sæsonkortholdere til torsdag kl. 10 til at købe en billet. Det har 10.000 gjort indtil nu, så der bliver ikke mange tilbage til de øvrige fans, når også klubbens ansatte, frivillige og sponsorer har fået adgang til deres del.

Det er lidt anderledes i FC Midtjylland. Dels er fanbasen noget mindre end i Brøndby, og dels er det bare en større tur at tage til Hovedstaden fra Herning end fra Vestegnen.

Derfor har klubben indtil videre kun afsat en tredjedel.

- Det er cirka 5000.

- Men vi opfordrer naturligvis alle fans og folk, der ellers følger os til at købe en billet, siger Mads Hviid Jakobsen, der er pressekoordinator i FCM.

Skulle den mission ikke lykkes, kan det være, at der kommer flere billetter til Brøndby.

- Vi mødes mandag med Brøndby og DBU, og så må vi se på tingene. Hvis vi ikke kan sælge alle vore billetter, kan det være, at der kan blive byttet lidt rundt, så Brøndby eller DBU får lidt flere.

- For vi er ikke interesseret i tomme tribuner. En pokalfinale er jo ikke blot for FC Midtjylland og Brøndby. Det er en fælles dansk tradition, siger Mads Hviid Jakobsen.

I Brøndby bliver det modtaget positivt, om end flere billetter ikke er et krav fra deres side.

- Det er for tidligt at sige. Vi har fået halvdelen af billetterne, og det er vi tilfreds med. Og hvis der er billetter til overs, må DBU beslutte, hvordan fordelingsnøglen skal være.

- Men der er ingen tvivl om, at vi sagtens kan sælge flere, siger Christian Schultz.

Den del bliver han altså klogere på inden onsdag 1. maj, hvor DBU's neutrale billetter bliver sat til salg.

Se også: Stor hæder til gammel Brøndby-helt

Se også: Stjæler fra død dansk legende

Se også: Brøndby-darling tæt på farvel

 

331 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere