Pokalsejr koster kassen

Det kan blive dyrt for SønderjyskE at komme ud i Europa

Pokalfinalen finder sted i aften, og allerede nu kan du varme op med en quiz i selskab med Ekstra Bladets sportschef. Producer/redigering: Signe Skov/Mikkel Cramon

Det vil koste mindst en million kroner, hvis SønderjyskE for første gang nogensinde vinder pokalfinalen.

Godt nok vil der senere være en sidegevinst i form af en plads i Europa League.

Umiddelbart lyder det vældigt fint, men når den sidste portion TV-penge skal udbetales, vil SønderjyskE blive indplaceret som nummer 10 i Superligaen.

Forskellen på at slutte som nummer syv eller nummer 10 er rundt regnet en million kroner, og dertil vil der være indtægter fra de kampe, som også vil gå sønderjydernes næse forbi.

Nummer syv skal som bekendt møde sæsonens bronzevinder, og i skrivende stund ligner modstanderen AGF, der vil have fordel af hjemmebane i den ene kamp om en plads i Europa League.

- Vi har ikke snakket om det, men jeg kan se, at der er forskel på at slutte som 7'er eller 10'er, siger veteranen Johan Absalonsen.

Foto: Christer Holte
Foto: Christer Holte
 

Det ærgrer ham på holdets vegne, at sønderjyderne endnu en gang kan blive fedtet ind i et dilemma, som turneringsplanlæggerne ikke havde taget højde for.

Sidst var han ikke personligt involveret, da det kunne betale sig for SønderjyskE at tabe til FCM i Superligaen, og der efterfølgende blev sat en matchfixing undersøgelse i gang, som ikke konkluderede, at sønderjyderne havde tabt med vilje.

Pokalfinalen har i det hele taget ikke været et tema i SønderjyskE, fordi holdet med hjemmebane i Haderslev også har haft sit at tænke på i nedrykningsgruppen.

Det er blevet til flere sene sejre både i Superligaen, men også i pokalen.

- Heldigvis har vi været dygtige til at udnytte de indskiftningsregler og formået at have en stor trup i gang, siger træner Glen Riddersholm.

- Det har vi været dygtige til at lukrere på. Omvendt har jeg måtte skuffe 3-4 spillere, som er valgt fra til finalen, siger Glen Riddersholm, der modsat sit hold, SønderjyskE, tidligere har været i to finaler og tabt begge gange.

16 kommentarer
Vis kommentarer