Den ene er 31 år gammel og topscorer for FC København.
Den anden har rundet de 30 og er netop blevet forfremmet til fast cheftræner for AaB.
Ja, det er gode tider, men ViKtor Claesson og Oscar Hiljemark er langtfra venner, når de torsdag skal slås om DBU-pokalen med hvert deres logo på brystet.
I privaten er det en helt anden snak.
Svenskerne har nemlig udviklet lidt af et venskab, der rækker langt ud over Superligaen og mere ind i landsholdsfodbolden og drengestregerne som små.
- Vi har spillet mod hinanden i lang tid, og siden vi var helt små. Vi kommer stort fra samme by i Sverige, så vi har mødt hinanden i forbindelse med små lokalopgør for mange år tilbage. Det er selvfølgelig specielt at spille mod ham, når han står derude som træner. Det kan jeg ikke lægge skjul på, fortæller Viktor Claesson dagen før årets pokalfinale i Parken.
- Ses I privat uden for banen?
- Ja, det har vi gjort, men vi har også været forskellige steder i verden, hvor der ikke altid har været tid til det. Men vi har altid holdt kontakten.
- Hvem er så den største trænerkomet? Oscar eller Neestrup?
- Jeg kender ikke Oscar som træner, så jeg må hellere gå med Neestrup, griner FCK-profilen
- Hvem kan så give den største skideballe?
- De har det begge to i sig, men Neestrup kan nok skrige mere igennem.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Ikke vigtigt hvad jeg synes
Siden AaB gav Erik Hamrén sparket, har Oscar Hiljemark midlertidigt haft trænerroret i det nordjyske, bragt klubben over nedrykningsstregen og spillet sig i en dansk pokalfinale.
Det er han nu blevet belønnet for og har faktisk først sat sin underskrift på en fast aftale for få dage siden, afslørede svenskeren.
Første opgave som spritny, fast cheftræner bliver torsdagens pokalfinale, hvor hans gode ven Claesson skal gøre sit for at forpurre drømmen, ligesom en anden ung træner i form af FCK's Jacob Neestrup også kan vinde sin første titel.
- Jeg har kendt Victor, siden jeg var en lille, lille dreng, og vores relation har bare vokset sig større og større. Jeg kender ham ekstremt godt. Både som privatperson, men også som fodboldspiller.
- Claesson havde svært ved at sige, hvem der er den største trænerkomet, dig eller Jacob Neestrup. Hvem mener du?
- Uhhh, det må du ikke spørge mig om. Der er mange spørgsmål, som jeg kan svare på, men her er det ikke vigtigt, hvad jeg synes.
- Jeg har talt med Jacob mange gange, og han har skabt et udtryk for FCK, der virkelig klæder dem.