Sisto-nedtur: Helt ude i kulden

Brian Priske har brugt 17 spillere fra start de seneste to kampe uden at se Pione Sistos vej. Dyb skuffelse i FC Midtjylland efter pokalexit

Pione Sisto er ude i kulden i FCM. Heller ikke mod SønderjyskE i pokalsemifinalen fik han en startplads. Arkivfoto: Claus Bonnerup
Pione Sisto er ude i kulden i FCM. Heller ikke mod SønderjyskE i pokalsemifinalen fik han en startplads. Arkivfoto: Claus Bonnerup

Brian Priske leverede endnu et bevis på, hvor langt væk fra holdet han ser Pione Sisto, da FC Midtjylland floppede ud af pokalen.

Seks nye mand sendt i aktion mod SønderjyskE sammenlignet med sejren i Aarhus, men stadig ingen startplads til storindkøbet fra Celta.

Selv om FC Midtjylland allerede efter en time var sendt til tælling, så var det først til til slutspurten de sidste ti minutter, at Sisto blev sendt i aktion - efter Evander, Frank Onyeka og Sory Kaba var skudt af.

Det siger alt om Sistos position, at Brian Priske bringer 17 forskellige spillere fra start i to kampe - uden at rygnummer 7 var blandt.

Selv om fiaskoen i Haderslev kunne bringe Sistos position til genovervejelse, så bagatelliserede Brian Priske udfaldets betydning i forhold til enkelte spillere.

- Jeg er ikke typen, der baserer min beslutning på en enkelt kamp, og den i dag kommer ikke til at ændre noget på mit overordnede billede af den enkelte spiller

- Men selvfølgelig er de enkelte præstationer altid med i overvejelserne og hvordan man skal sætte truppen sammen til næste kampe, sagde Brian Priske.

- Jeg er mest skuffet over at vi lukker tre mål ind på den måde. Skuffet over at vi ikke vier tilstrækkelig sult til at ville vinde sådan en kamp. Skuffet over at der ikke var mange af os, der præsterede på vanligt niveau og leverede det, vi normalt vi kræver af hinanden, sagde han og ville ikke hænge enkelte spillere ud, selv om Ailton eksempelvis kiksede stort i flere sekvenser.

- Der skal ikke peges fingre af den ene, den anden eller den tredje. Vi tabte som hold. Det var ganske enkelt ikke godt nok, sagde han.

- Tiden må vise på mandag, hvad vi er lavet af. Vi sidder og er skuffede lige nu og så handler det om, at vi har otte finaler tilbage, og vi ved, hvad der kræves af os.

- Det er nu der skal stemples ind og nu har vi otte kampe tilbage, hvor der skal leveres på et markant højere niveau, fastslog Brian Priske og beskrev den knuste drøm om the double med et ord.

- Skuffelse!

På lørdag sender Ekstra Bladet eksklusivt Copa del Rey-finalen mellem Barcelona og Athletic Bilbao. Kan Martin Braithwaite løfte sit første trofæ for storklubben. Se med her (PLUS+)