Sønderjyske ramt af corona før pokalfinale

En Sønderjyske-spiller er mandag testet positiv for corona - få dage før torsdagens pokalfinale mod Randers

SønderjyskE kommer til pokalfinalen med et 2-4-nederlag til Vejle.

Sønderjyske har fået en uheldig optakt til pokalfinalen mod Randers Kristi himmelfartsdag.

En spiller er således testet positiv for coronavirus mandag, oplyser klubben på sin hjemmeside.

'Da alle restriktioner er overholdt, og der har været stort fokus på afstand og ingen fælles spisning, omklædning eller bad siden det første tilfælde i sidste uge, er der denne gang ingen nære kontakter til den smittede spiller, som skal i isolation', lyder det.

Klubben oplyser desuden, at alle spillere skal testes igen både tirsdag og onsdag forud for pokalfinalen, ligesom træningen vil være lukket for både tilskuere og medier.

Det er uvist, hvilken spiller der er tale om, og Sønderjyske oplyser, at man ikke har yderligere kommentarer til sagen. Den positive test kommer en lille uge efter, at en medarbejder i staben blev testet positiv, men siden da er alle testet negativ flere gange - indtil mandagens positive test.

Glen Riddersholms mandskab er forsvarende pokalmestre og skal forsøge at gentage sidste års sejr over AaB - denne gang mod Randers. En sejr vil som minimum sikre 30 millioner kroner takket være adgang til europæisk fodbold.

Pokalfinalen spilles i år på Ceres Park i Aarhus.