Superligaklub udsat for voksenmobning

HB Køge fortsætter med at drille AaB, fordi nordjyderne ikke ville spille pokalkampen 30. oktober – Det er i gråzonen for drillerier og voksenmobning, erkender HB Køge-direktør

HB Køge har haft et filmhold i Aalborg for at lære AaB spillerne at pakke en fodboldtaske korrekt. Det sker i forlængelse af den aflyste pokalkamp for én måned siden og forud for ugens pokalopgør i Køge.

1. divisionsklubben HB Køge fortsætter voksenmobningen mod AaB forud for onsdagens udsatte pokalkamp i Køge.

I fredags havde HB Køge drillet nordjyderne med et klip, hvor man beder om hjælp til at transportere AaB-truppen til Køge i tilfælde af, at Storebæltsbroen igen bliver lukket.

I en ny video, som blev offentliggjort mandag, har HB Køge i samarbejde med hovedsponsoren Capelli Sport og Nordic Transport Group, sendt en kvindelig reporter til ’Nordens Paris’, Aalborg. Her skal hun finde ud af, hvordan man pakker en sportstaske korrekt. Hvad en sportstaske præcist skal indeholde for en fodboldspiller.

I sin rundtur i Aalborg er den kvindelige reporter både på besøg i en forretning, der sælger kosttilskud, fodboldstøvler og t-shirt.

Det er hun, fordi AaB 30. oktober rejste hjem til Nordjylland, selv om de var nået frem til Køge til at gennemføre pokalkampen. Men nordjyderne havde ikke fået klubbens materialevogn frem i tide. Den var blevet forsinket af en blokeret Storebæltsbro.

Laver lidt larm
Derfor ville nordjyderne ikke gennemføre pokalkampen, selv om HB Køge tilbød at stille alt nødvendigt materiale til rådighed for gæsterne.
- Vi kan ikke spille uden udstyr, som befinder sig i vores materialevogn. Det er simpelthen udelukket, sagde AaB-direktør, Thomas Bælum tilbage i oktober, da nordjyderne besluttede at aflyse pokalkampen.

HB Køge lader stadig AaB høre for den udskudte pokalkamp. Mon ikke, at Oliver Abildgaard og resten af AaB-mandskabet drømmer om at lade bolden tale. Foto: Henning Bagger
HB Køge lader stadig AaB høre for den udskudte pokalkamp. Mon ikke, at Oliver Abildgaard og resten af AaB-mandskabet drømmer om at lade bolden tale. Foto: Henning Bagger
 

Den forklaring var HB Køge-direktør Per Rud ikke helt tilfreds med:
- AaB-truppen har været her hele dagen. De har støvler med og kunne altså spille. Vi har tilbudt dem at låne tøj, benskinner og så videre, fortalte Per Rud.

Nu skal pokalkampen så afvikles onsdag, hvor HB Køge altså har lavet en lille kampagne for at drille nordjyderne.

- Vores mål er at gøre lidt reklame for pokalkampen onsdag. AaB listede lidt klodset ud ad bagdøren den første gang, og nu laver vi så lidt larm.

- Det kan godt være, at vi er i gråzonen mellem drillerier og voksenmobning. Men allerhelst vil vi jo bare have, at AaB’erne kommer, og at de først tager hjem, når kampen er spillet, siger HB Køges direktør, Per Rud, til Ekstra Bladet.

Vinderen af onsdagens udsatte pokalkamp mellem HB Køge og AaB møder de danske mestre fra FC København i en kvartfinale på hjemmebane.

DBU Pokalen - 22. nov. 2019 - kl. 15:30 Efter aflysning: Tager pis på Superliga-klub

Se også: Makienoks absurde start: Tilbudt job på Shell-tank

Se også: Superliga-bejler kyler træneren ud

34 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere