TV: Bundhold i pokalfinalen efter drama

FC Vestsjælland var presset i bund, men holdt stand mod SønderjyskE og er derfor klar til pokalfinalen i Parken

FC Vestsjælland er klar til pokalfinalen på bekostning af SønderjyskE. (Foto: Lars Poulsen)
FC Vestsjælland er klar til pokalfinalen på bekostning af SønderjyskE. (Foto: Lars Poulsen)

HADERSLEV (Ekstra Bladet):FC Vestsjælland tabte, men vandt alligevel. Og den kun syv år gamle klub, som er i meget stor fare for at blive degraderet fra Superligaen, kan nu se frem til skulle spille pokalfinale i Parken mod enten Esbjerg eller FCK, der afgør deres mellemværende torsdag aften.

Godt gået af sjællænderne, der havde en 2-0-sejr med i bagagen fra den første kamp. Derfor kunne de tåle at tabe 0-1 og spillerne kunne fortjent falde hinanden om halsen i vild jubel efter sidste dommerfløjt og et par hundrede medrejsende fans kunne skrige sig hæse af begejstring på Sydbank Park.

Og givetvis sende en venlig tak til målmand Thomas Mikkelsen, der undervejs blandt andet havde mange sikre indgreb ude i feltet og diskede op med en sand fantomredning, da Pierre Kanstrup fik afsluttet med et fladt langskud i kampens slutfase.

SønderjyskE gik på banen uden at have scoret i de seneste fire kampe. Men den kedelige statistik blev der ændret på allerede efter fem minutters spil – og det var selvfølgelig signalet til, at håbet om at få vendt 0-2-nederlaget fra den første kamp til en sammenlagt sejr for alvor blev tændt, ligesom det satte liv i kampen.

Se også: Esbjerg narrede FCK i pokalsemifinalen

Manden der sørgede for det var Johan Absalonsen. Han kom fri i venstresiden og afsluttede flot fra en spids vinkel.

Den tænding resulterede i, at gæsterne kom under ret massivt pres i resten af 1. halvleg, hvor SønderjyskE også blev hjulpet af at have en kraftig vind i ryggen. Men det spillemæssige pres resulterede kun i tæt-på-chancer - ikke i store og åbne muligheder. Bl.a. fordi Anders Østli og Anders Kure stod som ganske solide klipper i FCVs midterforsvar.

Hjemmeholdet blev fra starten af 2. halvleg svækket, da målscorer Johan Absalonsen måtte udgå – formentlig som følge af en skade omkring knæet, som han pådrog sig i i de sidste minutter af 1. halvleg.

Samtidig kom gæsterne nu med vinden i ryggen mere med spillemæssigt, end det var tilfældet de første 45 minutter, hvor man faktisk ikke så et eneste organiseret angreb fra den kant eller kvalificieret afslutning fra den kant.

Se også: Overraskende valg: SønderjyskE køber ny træner fri

Modsat åbnede det så for omstillings-muligheder til SønderjyskE – og en af dem kunne have udløst 2-0-målet. Meget aktive Marvin Pourie opsnappoede bolden og fandt Silas Songani i højresiden. Han fyrede i fuldt løb et glimrende skud af, men det prellede til stor ærgrelse for hovedparten af de 3476 tilskuere af på ydersiden af stolpen.

Lidt senere prøvede Pourie selv til med en afslutning efter energisk at have erobret bolden, men Thomas Mikkelsen diskede op med en fin redning. Og angriberen fik under det voldsomme pres i slutfasen en god mulighed for at komme ud af sin scoringstørke, men sparkede forbi.

Så trods sejr og energisk indsats endte det hele som en stor skuffelse for hjemmeholdet.

Se kampens eneste scoring i tv-klippet øverst i artiklen.

36 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere