TV: Kæmpe drama da Brøndby blev sendt ud

Johan Absalonsen og Marvin Pourié blev helte for SønderjyskE, da Brøndby blev sendt ud i en dramatisk kamp med tre udvisninger

HADERSLEV (Ekstra Bladet): Et bragende langskud fra Johan Absalonsen og en smart hælafslutning af Marvin Pourie i starten af 2. halvleg af den forlængede spilletid sikrede SønderjyskE plads i pokalsemifinalen og betød samtidig ny nedtur for Brøndby, der stadig er uden sejr i foråret.

4-2 blev slutfacit i et medrivende drama, hvor Daniel Jensen fik en gigantisk mulighed for at skyde den eftertragtede semifinale-plads hjem til SønderjyskE allerede et kvarter før slutfløjtet i den ordinære kamp.

Men eks-landsholdsspilleren misbrugte et straffespark dømt mod stærkt spillende Adama Guira og begået af Dario Dumic, der samtidig fik rødt kort - og derfor i lighed med flere andre stamspillere bl.a. Elmander og Christian Nørgaard, der fik frustrationsrødt i slutfasen nu også er ude mod FCK - fordi der var tale om en nødbremse.

Ubetinget det dramatiske højdepunkt i den begivenhedsrige kamp, som også kunne være blevet afgjort et par minutter før slut på den ordinære tid, da Bjørn Paulsen fyrede kanonen af. Men som ved straffesparket var Lukas Hradecky i Brøndby-målet vågen og fik med det yderste af fingerspidserne skubber bolden ud på stolpen.

Hjemmeholdet fik en drømmestart med scoring allerede efter tre minutter. Skarpretter var Marvin Pourie, der løb fra et snorksovende gæsteforsvar næsten fra midten af banen, og han afsluttede iskoldt i den direkte duel mod Lukas Hradecky.

Men midtvejs i 1. halvleg blev der vendt rundt på tingene.

Brøndbys skurk fra Superliga-opgøret mod FC Midtjylland i søndags Johan Elmander - han fik rødt kort som følge af en tåbelig hævnakt – søgede for udligning til 1-1 – og man kan da håbe, at det var et vendepunkt for den 33-årige svenske landsholdsspiller, som slet ikke leveret det, som man kunne forvente efter sin tilbagekomst sidste sommer.

En enkelt efterårs-scoring var alt, hvad han nåede i efteråret, men den blev altså fordoblet, da han meget sikkert udnyttede en frispilning fra Thomas Kahlenberg.

Det kunne han gøre, fordi den ellers klippefaste Sønderjyske-forsvarer Pierre Kanstrup var alt for tøvende i sit indgreb, og tøvende var også Marin Skender i målet, da velspillende Teemu Pukki fyrede et skud af fra kanten af straffesparkfeltet. Det nåëde den normalt sikre keeper ikke ned til, og så stod der 2-1 til Brøndby.

Lidt senere appellerede SønderjyskE for straffespark, da Bjørn Paulsen blev skubbet omkuld i feltet af Martin Ørnskov, men fløjten forblev tavs. Og hovedparten af de 3689 tilskuere, der endte i ekstase på en kold aften, måtte vente til midtvejs i 2. halvleg inden de igen kunne juble. Indskiftede Silas Songani stod for den udligning, der altså gjorde slutfasen meget hektisk, og hvor hjemmeholdet altså omsatte sit overtal til triumf.

TV: SLAM! Her uddeles dobbelt rødt

110 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere