TV: Vidunderligt frispark redder FCK fra pokal-fiasko

Esbjerg havde FC København på krogen, men glemte at slå til, og så sikrede Ludwig Augustinsson gæsterne pladsen i pokalfinalen med en sen scoring

FC København fik scoret til 1-0 kort før tid, og dermed bookede favoritterne billetten til finalen på bekostning af Esbjerg. (Foto: Lars Poulsen)
FC København fik scoret til 1-0 kort før tid, og dermed bookede favoritterne billetten til finalen på bekostning af Esbjerg. (Foto: Lars Poulsen)

ESBJERG (Ekstra Bladet): FC København har en gylden chance for at redde sæsonen med en pokal efter løverne her til aften kæmpede sig i pokalfinalen efter en heldig 1-0 sejr over Esbjerg.

Sejren sikret efter et yderst tvivlsomt frispark, som Nicolai Jørgensen fik, da han faldt i en duel med Jonas Knudsen da der manglede 18 minutter.

Fra kanten af feltet sendte Ludwig Augustinsson bolden op i hjørnet til venstre for keeper Martin Dubravka. Og guldindkøbet fra Göteborg sendte dermed de omkring 700 medrejsende FCK-fans i ekstase. Fans der dermed ikke blev snydt for kampens afgørelse, selv om de først ankom en halv time inde i kampen grundet forsinkelse over Fyn.

Lidt symbolsk kunne det hævdes, at FCK-spillerne nærmest ankom lige så langt henne i anden halvleg. For Augustinssons frispark var nærmest løvernes første i anden halvleg.

Esbjerg havde fortjent meget bedre efter en stærk første halvleg, hvor det ikke var til at se, at det var FCK der kæmpede for at redde sin sæson fra at ende i total fiasko.

Esbjergs træner Niels Frederiksen ser bekymret til fra sidelinjen. (Foto: Lars Poulsen)
Esbjergs træner Niels Frederiksen ser bekymret til fra sidelinjen. (Foto: Lars Poulsen)

FC København skulle prise sig lykkelige for at de ikke kom bag ud umiddelbart efter pausen. Først blev Mohammed Fellah spillet fri på en god dybdebold, men nordmanden fik ikke afsluttet. Og på det efterfølgende indlæg afværgede Matthias ’Zanka’ Jørgensen en hovedstødsmulighed til Daniel Larsson.

Kort efter blev Emil Lyng spillet fri til skud, men hans drilske projektil fik Stephan Andersen stoppet med en stærk refleks og returbolden nåede FCK’erne akkurat at cleare inden Daniel Larsson kom frem.

Og samme Emil Lyng nåede atter frem til en stor chance, da der var spillet 70 minutter. Men vestjyderne har i dén grad problemer med at score efter salget af Martin Pusic.

Dermed var der sat ild til en kamp, der havde været en afventende affære indtil pausen, hvor det hurtigt stod klart, at ingen af holdene ville riskere at blotte sig.

Daniel Armartey var tilbage i startopstillingen for FCK, der måtte vente længe på den afgørende scoring. (Foto: Lars Poulsen)
Daniel Armartey var tilbage i startopstillingen for FCK, der måtte vente længe på den afgørende scoring. (Foto: Lars Poulsen)

Med 1-1 i første kamp stod Esbjerg med finale-billetterne i hånden og kunne nøjes med 0-0. Omvendt ville en scoring til løverne sende vestjyderne ud på en måljagt, som de pressede vestjyder ikke virkede gearet til. Det kom til at præge de første halvleg hele vejen.

Men FC København havde skarpheden da det var mest krævet... Det havde Esbjerg ikke.

Og nu har FC København muligheden for at redde sæsonen ved at slå FC Vestsjælland i pokalfinalen.

Du kan se Ludwiig Augustinssons fabelagtige scoring i tv-klippet  øverst i artiklen.

77 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere