Trods nederlaget spillede Jordan Larsson en rigtig fin kamp for FCK og scorede.
Fremtiden for svenskeren er dog uvis.
Han har syv-otte kampe tilbage i FCK, inden lejekontrakten udløber, og han skal, i hvert fald som det ser ud nu, tilbage til Tyskland.
- Schalke ligger jo til nedrykning. Hvad skal der ske med dig efter sæsonen?
- Altsååå, det er jo klart, at klubben (FCK, red.) har en købsoption på mig, så det er op til dem, hvad de vil gøre, men for min del så trives jeg rigtig godt her og vil gerne fortsætte her.
- Du vil gerne blive i FCK?
- Ja, absolut. Jeg lukker jo ingen døre til noget, men jeg trives rigtig godt her.
Legende-far ser med
Jordan Larssons far er den svenske angrebslegende Henrik 'Henke' Larsson.
- Ser din far dine kampe på tv?
- Ja, han ser så mange, han kan. Jeg har ikke nået at se på min telefon endnu, men jeg skal tale med ham her efter kampen.
- Jeg tror, at han siger, at det var et frækt mål.
Frustrerende
Efter nederlaget på 3-2 i Farum var Larsson tilfreds med sin egen præstation.
- Det var en god dag for mig. Det var vigtigt for mig at komme mere i gang.
- I FCK er der mange gode spillere. Nu fik jeg chancen fra start og viste mig fra min bedste side, så forhåbentlig kan jeg fortsætte, men det er frustrerende. Alle vil spille.
- Jeg går ud og gør det, jeg er god til. At gå ind i banen og kunne lave gode afleveringer.
- Vil du helst spille kant eller angriber?
- Det spiller ingen rolle for mig. Det er, hvad træneren vil have. Som angriber kan jeg være hurtig, men fra højrekanten kan jeg komme ind i banen.
Søndag møder FCK Brøndby. Her må Jordan Larsson være i spil til en plads som spidsangriber.
Ekstra Bladet spurgte cheftræner Jacob Neestrup, om han overvejer at bruge Larsson fra start som nier.
- Jeg overvejer alle spillere, der leverer godt, til på søndag.