Albertslund Kommune ser med stor skepsis på fodboldklubben FC Albertslund, efter DBU Sjælland onsdag har langet nogle alvorlige karantæner over bordet i sagen om vold i en Serie 2-kamp 17. september.
Det fortæller Lars Toft Simonsen (A), der er formand for udvalget for Kultur, Bevægelse og Sundhed.
- Det er nogle af de hårdeste karantæner, jeg har hørt om i dansk fodbold. Nogensinde, hvilket understreger alvoren.
Han tilføjer, at kommunen nu må overveje, hvad der skal ske med klubben på længere sigt. I første omgang afventer man politiets arbejde – og i øvrigt FC Albertslund selv.
- Klubben er nødt til at komme med nogle garantier. At de har styr på tingene, så vi ikke ser lignende på de kommunale anlæg igen. Det var jo en krigszone, og vi skal vide med sikkerhed, at klubben vil være i stand til at håndtere de implicerede parter.
- Hvordan vil de fremadrettet sikre, at de ikke mister overblikket igen, spørger han og tilføjer, at noget så simpelt som at udfylde holdkortet til kampene er en begyndelse.
- Det gør de jo ikke engang. Og det er et problem.
Kan vist godt forvente ekskluderinger
Han understreger, at man fra kommunens side ikke vil blande sig i det interne arbejde i FC Albertslund nu.
- Men man kan vist godt forvente, at der er nogen, der bliver smidt ud af klubben, siger han med henvisning til træneren, der har fået mere end tre års karantæne af DBU, mens tre spillere også har modtaget lange karantæner efter de voldelige overfald.
En måde at komme videre på i Albertslund Kommune kunne være at involvere de øvrige sportsklubber og foreninger, der, som Lars Toft formulerer det, ’også har oplevet småting’.
- Det må dog være op til klubben at vurdere, om andre skal involveres. Vi begynder med dialogen med klubben, og vi ved, at ingen andre i kommunen har oplevet noget lignende før.
Mens de overvejelser finder sted, arbejder Københavns Vestegns Politi på, om der skal rejses sigtelser for vold. Skulle der i sidste ende falde dom over nogle af gerningsmændene, opstår en ny situation for politikerne.
- Så må vi igen se på, om de er velkomne. Når man opfører sig på en måde som denne, hvor der kommer børn og unge, så skal man ikke komme tilbage, siger han.
Overfaldet i voldsorgie: Forstår ikke DBUs straf
Albertslund-spillere idømt hårde straffe for vold
Blev truet af Albertslund-spillere: Godt de bliver udelukket