Den populære danske fodboldkommenator Morten Bruun havde torsdag aften indbrud.
Mens han kommenterede den danske 2-1-sejr over Island på Kanal 5, var en tyv på spil i Aarhus, og den 50-årige fodboldkommentator blev blandt andet frarøvet sin medalje fra den danske EM-triumf i 1992.
Dermed bliver Europamesteren og Silkeborg-legenden medlem af en klub, som ingen ønsker at være med i.
For Morten Bruun er langtfra den eneste fodboldspiller, der har fået stjålet de medaljer, der har kostet blod, sved og tårer på fodboldbanen - og ikke bare kan købes for penge.
Fik stjålet sin EM-guldmedalje midt under landskamp
I udlandet er det desværre blevet en kedelig tendens, at fodboldspillere får indbrud, mens de udfører deres job på et stadion.
Heldigvis går det ikke altid ud over medaljesamlingen, men som det kan ses længere nede i denne artikel, er mange spillere blevet frarøvet medaljer med stor affektionsværdi.
Morten Bruun håber med sit opråb at få sin EM-medalje og medaljerne fra den succesrige tid i Silkeborg tilbage, og der er håb.
I hvert fald er et par tidligere Liverpool-stjerner blevet genforenet med deres medaljer. Forhåbentlig går det Morten Bruun på samme måde...
Jerzy Dudek, Liverpool
Da Jerzy Dudek i 2006 vendte hjem til Liverpool efter sommerferien, var det til et hus, der havde været udsat for indbrud.
Hele Dudeks trøje- og medaljesamling – deriblandt kronjuvelen Champions League-medaljen fra 2005 – var væk.
Godt arbejde fra Merseyside Police sørgede for, at Dudek få uger senere var genforenet med de fleste af sine ting. Heldigvis også CL-medaljen fra den historiske finale.
Glen Johnson og Jamie Ashdown, Portsmouth
Glen Johson og reservemålmand Jamie Ashdown fik stjålet deres FA Cup-medaljer kort efter Portsmouths sejr over Cardiff i 2008.
Johnson gemte sin i sin toilettaske på hotellet, men den var væk, da han skulle tjekke ud. Ashdown fik stjålet sin fra en jakkelomme.
Det engelske fodboldforbund forbarmede sig og gav dem to nye.
Lucas Leiva, Liverpool
Lucas Leivas hjem havde i 2008 ubudne gæster, mens den brasilianske midtbanespiller var i aktion for Liverpool mod Atlético Madrid.
Han fik stjålet sin OL-bronzemedalje fra legene i 2008 samt flere fodboldtrøjer.
John Arne Riise, Liverpool
I juni 2009 blev John Arne Riises Champions League- og FA Cup-medalje samt flere trøjer stjålet fra et loftrum i Oslo.
Historien fik dog en 'happy ending', da nordmanden nogle uger senere kunne fortælle, at han havde fået alt tilbage – og nu låst det inde i en bankboks.
Ubaldo Fillol, Argentina
Den argentinske VM-vinder fra 1978 Ubaldo Fillol blev i 2009 udsat for hjemmerøveri i Buenos Aires.
Tyveknægtene truede med at dræbe den tidligere topmålmand, inden de endevendte hele huset og forsvandt med flere medaljer, deriblandt den fra VM-sejren på hjemmebane i ’78.
James McArthur, Wigan
I maj 2013 vandt Wigan sensationelt FA Cup’en med en finalesejr over Manchester City, men James McArthur havde kun sin medalje i ét år.
For tyve brød ind i hans hus i maj 2014, og ud over medaljen fra Wembley løb de med de to vielsesringe, han skulle have brugt til sit bryllup.
Ken Brown, West Ham og Norwich
West Ham-legenden Ken Brown havde i 2014 indbrud.
Tyvene løb af sted med hans FA Cup-medalje fra 1964, sejrsmedaljen fra Pokalvindernes turnering året efter samt den guldmedalje fra Liga Cup’en, han vandt som manager for Norwich i 1985.
Trods stor omtale og dusør er de fortsat ikke dukket op.
Emmanuel Amunike, Nigeria
Den tidligere Barcelona-spiller Emmanuel Amunike afgjorde i sidste minut OL-finalen i 1996, men nigerianeren har ikke længere den guldmedalje, han kyssede i Atlanta efter sejren over Argentina.
Den blev stjålet for nogle år siden under et røveri i hans hjem i Lagos.