Efter nyt spillerkollaps: - Vi er bekymrede

- Vi undrer os meget over, hvad årsagen er til, at tre spillere er faldet om på kort tid, nu må vi have analyseret tingene til bunds, siger Michael Sahl Hansen, direktør i Spillerforeningen

På blot tre måneder har fodbold-Danmark været vidner til tre frygtelige oplevelser på fodboldbanen.

Først faldt Christian Eriksen om i Parken, hvor han måtte genoplives. Det var en historie, der sendte chokbølger rundt i hele Europa under EM.

Siden kollapsede Kolding-spilleren Ahmed Daghim under opvarmningen til en kamp i 2. division 21. august mellem FA 2000 og Kolding. Og i lørdags faldt Vendsyssel-spilleren Wessam Abou Ali om med et krampeanfald i 1. divisionskampen mod Lyngby.

De har været tre episoder, der på hver sin måde har rystet og chokeret fodboldverdenen. Og det har været tre oplevelser, Spillerforeningen ser på med største alvor.

Det er i hvert fald ikke noget som bliver forbigået i tavshed.

Michael Sahl Hansen, direktør i Spillerforeningen, ses her i samtale med daværende formand for Dansk Håndbold Forbund, Per Bertelsen. Nu vil Spillerforeningen til bunds i sagerne om de tre spillere der er kollapset. Foto: Anita Graversen.
Michael Sahl Hansen, direktør i Spillerforeningen, ses her i samtale med daværende formand for Dansk Håndbold Forbund, Per Bertelsen. Nu vil Spillerforeningen til bunds i sagerne om de tre spillere der er kollapset. Foto: Anita Graversen.

- Vi må erkende, vi er bekymrede. Vi må have analyseret det her til bunds.

- Vi er lige nu på bar bund, og vi kan ikke vurdere om det er tilfældigt, at vi oplever tre tilfælde på meget kort tid.

- Når det er sagt, så er det vigtigt, at vi ikke blander tingene sammen. Da Wessam Abou Ali faldt om, var det et krampeanfald.  Det ændrer ikke på, at vi skal have undersøgt tingene, siger Michael Sahl Hansen, direktør i Spillerforeningen.

Han vil straks tage kontakt med Divisionsforeningen og DBU, så der kan blive iværksat et analysearbejde for at kortlægge, hvad årsagerne har været til de tre forskellige episoder.

- Når vi ser på Christian Eriksen, så er det velkendt, at Tottenhams læge har udtalt, at hjertetesten altid har været perfekt.

Spillerforeningen vil nu have undersøgt Christian Eriksen, Ahmed Daghim samt Wassam Abou Alis  kollaps på banen. Foto: Lars Poulsen.
Spillerforeningen vil nu have undersøgt Christian Eriksen, Ahmed Daghim samt Wassam Abou Alis kollaps på banen. Foto: Lars Poulsen.

- Jeg tror ikke, at en spiller som Christian kan undersøges mere grundigt end tilfældet har været både i Inter og Tottenham.

- Men det er jo indlysende, at vi må kortlægge tingene. Derfor vil jeg heller ikke komme med alle mulige teorier om, hvad der kan være årsagen til de tre forskellige tilfælde, pointerer Michael Sahl Hansen.

Lægelige undersøgelser har historisk vist, at dødeligheden er højere blandt unge mellem 12-35 år, hvis de dyrker topsport.