FC Krise: Rødt kort og tæv i Brøndby

Mens Brøndby med en 3-1 sejr hentede en tiltrængt opmuntring, ser Ståle Solbakkens tropper ud til at være stivnet i mangel på kreativitet og offensiv kraft

Hvad skete der for FCK? Sportschef Allan Olsen analyserer nederlaget. Video: Carl Nielsen.

BRØNDBY (Ekstra Bladet): FC København er i krise.

Anderledes kan det ikke tolkes efter søndagens nederlag i Brøndby, der til gengæld hentede en fortjent og tiltrængt opmuntring på dagen.

Ståle Solbakkens tropper har nu kun vundet to af holdets seneste ni kampe, og hvad værre er: Der er ikke det fjerneste tegn på fremgang, og da slet ikke på den offensive eller kreative del af spillet.

Foran 21.746 derby-feststemte tilskuere vandt hjemmeholdet med 3-1 efter to mål af Superligaens topscorer, Kamil Wilczek, og med en søndagsmenu, der bød på et rødt kort til Rasmus Falk, seks gule kort og Bendtners første start i Danmarks bedste fodboldrække.

Fodboldvejret var perfekt og vanen tro blev der disket op med europæisk topklasse på tifo-niveau, selv om Brøndby-tilhængerne havde lidt svært ved at få den bageste del af det kæmpestore banner trukket op til det højeste, vandrette niveau.

Dansk fodbold - 6. okt. 2019 - kl. 16:20 FCK-stjernen irriteret: Der er for mange, der ikke går all in

Inde på banen var de blågule til gengæld ikke længe om at få bagdelene med sig. Efter et potentielt farligt FCK-angreb med mange folk fremme, slog Josip Radosevic en smuk diagonal ned i det rum, Karlo Bartolec havde efterladt sig i højre forsvarsside, og Simon Hedlund satte fart mod mål.

Han skar ind i banen, satte ubesværet Victor Nelsson af, og så bankede han bolden op i netttaget til en Brøndby-føring i det sjette minut, der selvsagt blev storfejret på Sydtribunen.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Nicklas Bendtner fik den startplads i derbyet, som han havde drømt om, men han havde fra start svært ved at markere sig i den stramme Brøndby-opdækning. Han lagde dog et fint indlæg til Michael Santos i det fjerde minut, men uruguayneren kom ikke helt op til hovedstødet.

Allerede under oplæsningen af holdopstillingerne fik ’nummer 32, Nicklas Bendtner’ en buh-hilsen med på vejen fra Sydtribunen, og de hyggede sig også over et par boldtab og en diskussion med dommeren, før de et øjeblik måtte holde vejret. Carlos Zeca lagde en fin pasning frem til den store angriber, som forsøgte at tage et lille træk til siden og sparke på kassen. Men fodskiftet var ikke rapt nok, og det blev blokeret.

Kort efter eksploderede Sydtribunen så i et nyt jubelbrøl.

Jens Stage sendt en noget sjusket aflevering skråt bagud mod Zeca på banens midte, men anførereren var ude af balance og i samme moment også uden højre støvle. Den havde han såmænd i hånden, da han jagtede Hedlunds løb mod FCK-buret, men han nåede aldrig frem, før svenskeren smukt lagde bolden af til fremstormende Kamil Wilczek, der roligt lagde bolden over til sit venstreben og sendte sit niende sæsonmål i kassen.

Foto: Lars Poulsen Dansk fodbold - 6. okt. 2019 - kl. 15:59 FCK-fans rammer egen kontrollør med fyrværkeri

Der var spillet 23 minutter, og en rasende Ståle Solbakken skældte ud på Stages pasningsspil, men gæsterne havde i det hele taget svært ved at finde de rette åbninger i værternes stramt organiserede defensiv, hvor ikke mindst Andreas Maxsø markerede sig flot.

Desværre for ham fik han dog også en uheldig hoved-rolle efter en halv time, hvor Santos headede til et indlæg fra Pierre Bengtsson. Bolden strøg via Maxsøs hoved i mål til en hårdt tiltrængt reducering for FCK.

Bendtner var i den sidste halvdel af første  halvleg i flere tilfælde en god opspilsstation, men han hentede sig også en advarsel for at stemple Maxsø, før Stage så samme farve kort, da kampen et øjeblik var ved at  udvikle sig til tidligere tiders hårde, fysiske rivalopgør.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Efter pausen forsøgte FCK at lægge et pres, men man havde mere end svært ved at finde en dåseåbner, og chancerne var få i begge ender.

Så eksploderede kampen pludselig i det 64. minut, hvor Rasmus Falk løftede foden meget højt efter bolden. Han fik også ramt den, men hans fod og støvle fortsatte sin bevægelse direkte ind i ansigtet på Dominik Kaiser.

Blodet flød og farven var det samme på det kort, som dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt viste fynboen.

Kaiser kom ikke i videre aktion, og det gjorde Bendtner heller ikke. Han blev afløst af Pieros Sotiriou, og trods en mand i undertal var FCK tvunget til at forsøge at fortsætte presset.

FCK’erne forfaldt dog mest til bevidstløse bolde op mod de angribere, der i luften var overmatchet af Brøndbys forsvar, og i de 76. minut blev lyset så slukket for gæsterne.

Efter et indlæg headede Bengtsson bolden ud til Wilczek, som stod i buen og tog sigte med – højrebenet. Hans jubilæumsmål nummer ti blev sendt fladt ind bag Kalle Johnsson.

Santos fik kort efter en løs chance men brændte fra en skarp vinkel på Marvin Schwäbe.

Samme Santos fik i slutfasen også sat hovedet på et frispark men headede ved siden af.

I dommerens tillægstid fik Wilczek efter en fin kontra en kæmpe mulighed for at gøre sig til hattrick-helt, men denne gang svigtede højrebenet lige foran mål.

Det kunne dog ikke dæmpe feststemningen på en gyngende og syngende Brøndby Stadion, der ikke har prøvet at slå arvefjenden siden 2017.

374 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere