Fodboldspiller: 'De råber tit neger efter mig'

Men Kwadwo Poku vænner sig aldrig til de racistiske råb, han oplever i dansk fodbold

Kwadwo Poku i aktion for FC Midtjylland mod Silkeborg. (Arkivfoto: Anders Brohus)
Kwadwo Poku i aktion for FC Midtjylland mod Silkeborg. (Arkivfoto: Anders Brohus)

Lørdagens sjællandsseriekamp var bestemt ikke nogen god oplevelse for den tidligere FC Midtjylland-spiller Kwadwo Poku.

Han måtte sluge at blive svinet til fra tilskuerpladserne, inden dommeren gav ham det røde kort i pausen af opgøret mellem Birkerød og hans klub, VB 1968, hvilket du kan læse om her.

For Kwadwo Poku var oplevelsen ikke ny. Nærmere tværtimod.

- Jeg er vant til det. Han råbte 'sorte neger, hold kæft' efter mig.

- Hvordan reagerede du?

- Jeg gjorde ikke noget ved det, for jeg koncentrerede mig om kampen. Det sker engang imellem, at folk råber sådan noget. Jeg er vant til det under kampe, hvor tingene bliver intense. Det skete også i Midtjylland, siger han til Ekstra Bladet.

'Alle på stadion hørte det'
- Jeg ved ikke, hvorfor han sagde det. En spiller ville tage bolden fra mig, og jeg råbte 'dommer, dommer'. Men han gjorde ikke noget ved det. Og så råbte han 'sorte neger, hold kæft.' Alle på stadion hørte det, for der blev ballade mellem tilskuerne, så dommeren stoppede kampen en kort periode, siger Poku.

Se også: Kaos i seriekamp: 'Få styr på den neger'

I faktaboksen herunder kan du læse, hvordan DBU forholder sig, hvis sager om racisme lander på unionens bord. Formand for disciplinærudvalget, Jens Hjortskov, fortæller Ekstra Bladet, at der ud fra de sager, han kender til ikke er en tendens - men at 'ethvert tilfælde af racisme er et tilfælde for meget'.

- Det er noget, vi slår hårdt ned på. Dette tilfælde ligger under DBU Sjælland, og jeg har fuld tillid til, at de klarer sagen.

- Vi har haft sager fra Hvidovre og Fredericia med racistiske tilråb - både mod spillere og linjedommere. Men generelt er antallet af sager hos os ikke eksploderet de senere år. Dermed dog ikke sagt, at der ikke er et problem, siger Jens Hjortskov.

'Dommeren grinede ad mig'
Poku gik i pausen af weekendens kamp hen til dommeren for at spørge, om han havde gjort noget forkert, siden han ikke havde fået frispark.

- For der var flere gange, de gjorde det. Derfor spurgte jeg. De sparkede mig og trak i min trøje uden at få kort. Jeg gik væk fra dommeren. Han grinede ad mig. Jeg gik væk, og han kaldte på mig, men jeg kom ikke, og så fik jeg det røde kort, fortæller han.

- Hvordan har du det generelt med ordet ’neger’. Nogle mennesker mener jo ikke, at det er et diskriminerende ord, og tænker måske derfor ikke, at det er fornærmende?

- Jeg synes, det er racistisk, for man behøver ikke at sige det. Jeg bryder mig ikke om det, men jeg kan jo ikke gøre noget ved det. Du kan blive vred og slå folk, men det nytter jo ikke noget.

- Det er ikke smart at sige sådan noget. Hvis du ikke kan lide farven på folk, så hold det inde i dig selv, er meldingen fra angriberen.

90 kommentarer
Vis kommentarer