Fortuna Hjørring indleder guldjagt med topkamp

Lørdag sættes der gang i kvindernes fodboldslutspil. Statistikken peger på Fortuna Hjørring som mester

Fortuna Hjørring - her inden en Champions League-kamp mod Lyon - møder lørdag FC Nordsjælland. (arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Fortuna Hjørring - her inden en Champions League-kamp mod Lyon - møder lørdag FC Nordsjælland. (arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

28. maj genstartede Superligaen for herrer efter coronapausen, og lørdag er det så kvindernes tur til at sætte gang i Gjensidige Kvindeliga.

Det sker, når der klokken 14 fløjtes op til slutspillet, hvor seks klubber dyster om guld, sølv og bronze og to pladser til Champions League.

Desuden begynder kvalifikationsrækken, hvor ligeledes seks hold tørner sammen og spiller om pladser til den bedste række i næste sæson.

I begge slutspil bliver der tale om en forkortet version med fem spillerunder, hvor holdene kun møder hinanden en gang.

Siden 2002 har Fortuna Hjørring og Brøndby fordelt samtlige mesterskaber mellem sig, og i de seneste seks år har de taget guld på skift. Skal den tendens fortsætte, er det Fortunas tur i år.

Fortuna ligger da også på førstepladsen inden den første spillerunde, da grundspillets vinder starter med ti point. Brøndby, der sluttede på andenpladsen, lægger ud med otte point, og det trækker op til ny guldduel mellem de to.

Fortuna-træner Niclas Hougaard melder om en topmotiveret trup, der er sulten inden den første opgave på udebane mod FC Nordsjælland.

- Jeg synes generelt, at vi ser gode ud, både i forhold til den fysiske forfatning, og i forhold til hurtigt at finde sammen igen i de beslutninger vi sammen skal tage på banen, siger Niclas Hougaard til klubbens hjemmeside.

Netop FC Nordsjælland ligger på tredjepladsen med seks point inden de fem afgørende runder. Og klubben har ambitioner om at åbne guldkampen helt op.

- Vi har haft en masse gode træningspas, og alle spillere er mere eller mindre klar og fit for fight. Så vi går selvfølgelig efter at vinde den første kamp mod Fortuna. Gør vi det, er hele mesterskabskampen åben, siger FCN-træner Brian Sørensen.

- Taber vi eller spiller uafgjort, så er det måske nok mest realistisk at gå efter tredjepladsen, siger han til FCN's hjemmeside.

Brøndby åbner slutspillet på hjemmebane mod KoldingQ, der ligger sidst uden point. I den tredje kamp mødes VSK Aarhus og FC Thy-Thisted Q. De har henholdsvis to og fire point med til slutspillet.

Kvalifikationsspillet har deltagelse af AaB, B93, Ballerup-Skovlunde, HB Køge, Odense Q og Vildbjerg.

1 kommentar
Vis kommentarer