Fyret fra TV 3: Nu mødes de i retten

Senere i marts skal Københavns Byret afgøre, om TV 3 uberettiget fyrede Peter Graulund som fodboldekspert, efter han havde siddet med ved kontraktforhandlinger for en Superliga-spiller

Følg Fodbold

Var det i orden, da TV 3 Sport i efteråret 2020 fyrede fodboldeksperten Peter Graulund, fordi han havde siddet med ved kontraktforhandlinger for FCN-anføreren, Magnus Kofod Andersen?

Det skal Københavns Byret senere i marts afgøre i en sag, der er berammet til to hele retsdage.

Peter Graulund har anlagt sagen om uberettiget fyring, fordi TV 3 Sport straks smed ham på porten, da Ekstra Bladet i efteråret 2020 afslørede, at Peter Graulund – i øvrigt uden sin arbejdsgivers tilladelse – havde siddet med ved et møde sammen med sin gode ven, agenten Mikkel Beck, der deltog virtuelt, og FCN-anføreren Magnus Kofod Andersen, der netop var kommet i stald hos Mikkel Beck.

Københavns Byret oplyser til Ekstra Bladet, at sagen mellem parterne nu er berammet til at finde sted over to dage – 22. og 24. marts - som en civilsag i København Byret.


Det er Peter Graulunds selskab, KOESDA ApS, der har anlagt sagen mod TV 3 Sport A/S.

 - Jeg kan godt bekræfte, at vi skal en tur i byretten med Peter Graulund. Og der må den så gå sin gang, og vi må se, hvad der kommer frem derinde. Vi står naturligvis fast ved, at vi handlede korrekt i den aktuelle situation, hvor vi var nødsaget til at afbryde samarbejdet med Peter Graulund på grund af hans ageren, siger Kim Mikkelsen, der er sportschef hos Nordic Entertainment Group, som TV 3 Sport er en del af.

Sagen mod Peter Graulund begyndte at rulle, da han pludselig optrådte på et foto sammen med Marcus Hannesbo, der netop havde forlænget sin kontrakt med AaB.

Det gjorde han, fordi han har tætte relationer til agenten Mikkel Beck, der på grund af coronasituationen ikke kunne rejse til Aalborg.

Men principielt havde Graulund intet at gøre på et foto i forbindelse med en kontraktforlængelse, fordi han i forvejen var ansat som fodboldekspert på TV 3 Sport og tilsyneladende ikke havde tilladelse til at lave ’agentarbejde’ ved siden af.

Peter Graulund fra sin aktive karriere i AGF. Han har taget agenteksamen, men arbejder ikke som agent. Han sad dog med ved bordet, da FCN-anfører Magnus Kofod havde et møde med klubben. Foto: Ernst van Norde.
Peter Graulund fra sin aktive karriere i AGF. Han har taget agenteksamen, men arbejder ikke som agent. Han sad dog med ved bordet, da FCN-anfører Magnus Kofod havde et møde med klubben. Foto: Ernst van Norde.

Selvom det var en vennetjeneste fra Graulunds side, så endte det altså med at koste ham jobbet hos TV 3 Sport, fordi han stillede op i sammenhænge, som han ikke havde tilladelse til fra sin arbejdsgiver.

Kim Mikkelsen vil ikke oplyse, hvem TV 3 Sport indkalder som vidner i sagen. Men det vil være oplagt, at Magnus Kofoed og Marcus Hannesbo bliver indkaldt, fordi de spiller en central rolle i hele sagen.

Ekstra Bladet har tidligere omtalt sagen, hvor det kom frem, at Peter Graulund ville indkalde to tidligere TV 3-kolleger, Martin Jørgensen og Per Frimann, som vidner i sagen.

Aktuelt er det uklart om Martin Jørgensen og Per Frimann stadig står på Graulunds vidneliste.

- Jeg har ingen kommentarer. Min retssag kører gennem retssystemet – ikke gennem medierne, skriver Peter Graulund i en sms-besked.

Peter Graulund har i øvrigt tidligere taget agenteksamen, men der er ikke registreret handler med ham i agentrollen.

I sommeren 2021 blev Graulund ansat som fodboldekspert hos TV 2 Sport.

Mere fra Ekstra Bladet+

Uduelighed er ingen hindring for millionløn

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Udforsk Ekstra Bladet+