Hård anklage: DBU løj om top-chefs fyring

DBU ville udsende en pressemeddelelse, hvor der stod, at unionen ikke kunne indfri Lars Berendts ambitioner, og parterne var enige om hans fratrædelse – det var langtfra sandheden, ifølge Lars Berendt

Lars Berendt var i næsten 23 år kommunikationschef for DBU. Han blev fyret få dage efter direktør Claus Bretton-Meyers tiltrædelse. Foto: Lars Poulsen.
Lars Berendt var i næsten 23 år kommunikationschef for DBU. Han blev fyret få dage efter direktør Claus Bretton-Meyers tiltrædelse. Foto: Lars Poulsen.

DBU’s nye ledelse med direktør Claus Bretton-Meyer i spidsen ville ikke fortælle sandheden til offentligheden, da Lars Berendt blev fyret som kommunikationschef 7. marts 2014.

Det kommer frem i bogen ’En del af det største’, som udkommer onsdag og er Lars Berendts personlige beretning om sine 22 år som presseansvarlig i DBU.

Det er ikke en bog, hvor forfatteren optræder som en bitter mand. Det er heller ikke en bog om skandaler og afsløringer, som han skriver i forordet. Det er hans personlige oplevelser gennem jobbet som ansvarlig for kommunikationen i Danmarks største specialforbund.

Men Lars Berendt er tydeligvis ikke tilfreds med måden, han kom væk fra sit job på.

Udsat for dårlig ledelse
”DBU ville udsende en pressemeddelelse, som de bad mig læse igennem. Dens indhold var ikke i overensstemmelse med sandheden. Der stod blandt andet, at Claus Bretton-Meyer og jeg skulle have holdt møder om min fremtid i organisationen, og han på den baggrund var kommet til den konklusion, at DBU ikke kunne indfri mine ambitioner samt, at parterne var enige om fratrædelsen.

"Han uddybede overfor mig, at jeg skulle have været udsat for dårlig ledelse (læs Jim Stjerne Hansen) gennem årene. Jeg svarede, at vi ikke havde haft nogen møder om de temaer, og derfor ikke kunne være enige om opsigelsen eller indholdet, og sendte papirerne tilbage til ham.”

"Derefter forlod Claus Bretton-Meyer sit kontor og overlod drøftelserne til husets advokat og mig. Jeg ringede til Marinne Granhøj (advokaten) og læste indholdet af den foreslåede pressemeddelelse op. Den lagde blandt andet med formuleringer om større åbenhed afstand til det DBU, jeg havde været en del af. Marianne Granhøj påpegede blandt andet over for DBU´s advokat, at den implicitte miskreditering af mit arbejde gennem 22 år var helt uacceptabel”, skriver Lars Berendt.

Han fik siden aldrig muligheden for at sige farvel til sine medarbejdere, der blev holdt i et mødelokale, mens fyringen stod på. Han blev bedt om at aflevere sine nøgler og fulgt til døren.

”Da jeg kørte fra DBU fredag, var jeg lettet. Da jeg vågnede lørdag, var jeg lykkelig”, som Lars Berendt skriver.

Det lykkes dog først Lars Berendt at lukke aftalen med DBU ni måneder efter fyringen.

Der skulle intet ske i seks måneder
Claus Bretton-Meyer tiltrådte 1. marts 2014 som direktør. Lars Berendt skriver i sin bog, han ikke nåede at overvære den nye direktør præsentere sig for medarbejderne sammen med den nyvalgte formand, Jesper Møller, fordi han den mandag var på vej i lufthavnen for at koordinere presseaktiviteterne før landsholdets afrejse til testkampen mod England to dage senere.

I bogen skriver Lars Berendt:

”Den nye direktør havde i sin tale angiveligt fortalt personalet, at han ville bruge de tre første måneder på at lytte og lære, dernæst de følgende tre måneder på at udarbejde strategier. Der ville ikke ske nogen markante ændringer det første halve år.”

Fire dage efter Bretton-Meyers tiltrædelsestale var Lars Berendt fortid i DBU.

Se også: DBU-boss: Derfor fyrede jeg Berendt

Vidste, fyringen var på vej
Lars Berendt havde lugtet lunten. Flere dage før sin fyring var han klar over, hvad der var ved at ske.

Tirsdag 4. marts 2014 blev Lars Berendt ringet op på sit hotelværelse i London forud for testlandskampen dagen efter mod England på Wembley.

”Tirsdag morgen ringede Jesper Møller (DBU’s formand) til mig på mit hotelværelse. Han ville orientere mig om, at jeg ikke skulle deltage på forretningsudvalgsmødet, som startede et kvarter senere. Det kom ikke som nogen overraskelse. Jeg havde ikke modtaget dagsordenen fra administrationschefen. I mit stille sind havde jeg bare ventet på at se, hvem der overbragte mig beskeden”, skriver Lars Berendt i bogen ’En del af det største’.

Videre i bogen skriver DBU’s tidligere kommunikationschef:

”Onsdag formiddag (på kampdagen for opgøret mod England) gik jeg hen til Morten (Olsen) på hans altid præsentable værelse efter taktikmødet. Jeg vidste, han havde tid inden frokosten, og ville benytte chancen til at fortælle ham, at jeg ikke ville være der, næste gang han udtog landsholdet. Morten blev overrasket og spurgte, om jeg var på vej til et andet job.”

"Nej, jeg er bare på vej ud, svarede jeg, skriver Lars Berendt i sin bog.

Ekstra Bladet ville gerne have en kommentar fra DBU´s direktør, Claus Bretton-Meyer. I en sms svarer han:

- Jeg synes ikke, det er rimeligt at skulle diskutere forholdene omkring en persons opsigelse i medierne. Jeg ved, at alle i DBU og mange i dansk fodbold har stor respekt for Lars' store indsats gennem 22 år, skriver Claus Bretton-Meyer i en sms.

-

Lars Berendt, ”En del af det største”. Lindhardt og Ringhof. 368 sider. 299 kr.

Se også: DBU fyrer Lars Berendt  

Morten Olsen var glad for at se den nye landstræner Åge Hareide til sin reception (Foto: Lars Poulsen) Landsholdsfodbold - 21. mar. 2016 - kl. 19:43 Morten Olsen afslører: Jeg var på Abramovich' yacht  

Se også: Berendt: Jeg skal tale med min advokat

 

32 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere