For lidt over to måneder siden vandt HB Køges fodboldkvinder 3-1 over Brøndby i den afgørende guldkamp og snuppede det danske mesterskab for første gang i klubbens historie.
Onsdag aften mødtes de to mandskaber i en tidlig topkamp i den bedste danske række i den nye sæson, og igen vandt HB Køge - denne gang med 2-0 på hjemmebane.
Efter lidt over en times spil headede HB Køges midtbanespiller Kelly Fitzgerald bolden i kassen efter et hjørnespark til 1-0.
Kelly Fitzgerald havde søgt området bagest i feltet, og ingen fra Brøndby fik markeret målscoreren.
Efter 70 minutter fordoblede amerikaneren Madalyn Pokorny føringen, da HB Køge-spilleren satte foden på et godt indlæg fra venstresiden.
Dermed var kampen reelt afgjort, og der blev heller ikke scoret flere mål i opgøret.
Efter to spillerunder i ligaen topper HB Køge tabellen med seks point. Brøndby har tre point efter to kampe.
Inden HB Køges danske mesterskab i sidste sæson havde enten Brøndby eller Fortuna Hjørring vundet guldet i de foregående 19 sæsoner i træk.