Her er manden, der svindlede Superliga-spiller for millioner

Dion Brockdorff indrømmer, at han har snydt, manipuleret og løjet for sin svoger, FC Randers-spiller Kevin Conboy

43-årige Dion Brockdorff indrømmer svindel, men har svært ved at forklare, hvad pengene er brugt til. Arkivfoto: Martin Dam Kristensen/Ritzau Scanpix.
43-årige Dion Brockdorff indrømmer svindel, men har svært ved at forklare, hvad pengene er brugt til. Arkivfoto: Martin Dam Kristensen/Ritzau Scanpix.

43-årige Dion Brockdorff lægger sig fladt ned og indrømmer, at han har løjet og svindlet sin egen svoger, Superligaspiller Kevin Conboy, der står tilbage som taberen, når regningen for millionsvindel skal finde en ejermand.

Se også: Superliga-profil ruineret: Svindlet for millioner

Siden Superliga-profilen fra Randers FC vendte hjem fra seks år som professionel fodboldspiller i Holland, har Dion Brockdorff  - uden Conboys viden - hevet penge ud af de selskaber, Brockdorff havde overtalt Conboy til at investere sin opsparede millionformue i.

- Hvorfor gjorde du det?

- Jeg kan ikke svare på det, svarer Brockdorff til Ekstra Bladet. 

- Du kan ikke svare på det? Var det en pludselig opstået tanke, eller har det været en plan hele tiden?

- Det kan jeg heller ikke svare på.

(Artiklen fortsætter under billedet)

31-årige Kevin Conboy har kun kommunikeret med Dion Brockdorff via sin advokat, siden han fandt ud af svindlen. - Jeg har været naiv og tillidsfuld, kan jeg se nu. Men han var et familiemedlem. Og familie stoler man altså på, lyder det fra Kevin Conboy. Foto: Ernst van Norde.
31-årige Kevin Conboy har kun kommunikeret med Dion Brockdorff via sin advokat, siden han fandt ud af svindlen. - Jeg har været naiv og tillidsfuld, kan jeg se nu. Men han var et familiemedlem. Og familie stoler man altså på, lyder det fra Kevin Conboy. Foto: Ernst van Norde.

- Er det fordi du ikke kan, eller fordi du ikke vil?

- Det er fordi jeg ikke kan. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke hvorfor, siger 43-årige Dion Brockdorff, der siden afsløringen af svindlen er blevet skilt fra Conboys samlevers søster, som han har to børn med, så han nu retteligt bør betegnes som Conboys 'eks-svoger'.

Psykisk syg
Ekstra Bladet har fået adgang til dele af Dion Brockdorff psykiatriske journal, der afslører, at han, i forbindelse med at konkurs- og svindlersagerne ser dagens lys, knækker psykisk.

Brockdorff bliver i november 2018 indlagt akut på psykiatrisk afdeling i Risskov ved Aarhus, hvor han bliver vurderet selvmordstruet. Han er efterfølgende blevet behandlet for bipolar lidelse på Klinik for Depression og Mani ved Aarhus Universitetshospital.

Dion Brockdorff fastholder, at han ikke vil uddybe, hvorfor han har svindlet, men vil ikke afvise, at hans psykiske sygdom bærer en del af skylden. En forklaring, som Kevin Conboy dog ikke giver meget for:

- Ja, det viser, at han er psykisk syg. Men det er jo ikke nogen undskyldning, siger fodboldspilleren.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Dion Brockdorff indrømmer at have ført Kevin Conboy bag lyset - blandt andet i denne mail. Privatfoto.
Dion Brockdorff indrømmer at have ført Kevin Conboy bag lyset - blandt andet i denne mail. Privatfoto.
 

- Du har haft nogle psykiske problemer i kølvandet på det her. Du var blandt andet indlagt på psykiatrisk afdeling, lige efter at svindlen bliver opdaget. Får du det skidt på grund af det?

- Det hænger sammen. Det er svært at skelne det ene fra det andet – hvad der er årsag til hvad. Jeg er blevet udredt for adhd og formentlig også autisme og en eller flere personlighedsforstyrrelser.

- Havde jeg haft den viden for 30 år siden, så er der ikke nogen tvivl om, at jeg ikke havde været her I dag.

Conboys konkurs og svindelsag:

43-årige Dion Brockdorff er politianmeldt for svindlen i Kevin Conboys selskaber, samtidig med at han kører et antal konkurssager. Kevin Conboy er hverken politianmeldt eller idømt konkurskarantæne for svindlen i virksomhederne. Men han står over for flere konkurssager som følge af Dion Brockdorffs svindel, og han kan ende med at hænge på gælden - selv om han har handlet i god tro og været uvidende om svindlen, fordi Dion Brockdorff registrerede ham som direktør i selskaberne.

Dion Brockdorff har indrømmet  svindlen over for både Kevin Conboy og Ekstra Bladet, og han frikender fuldstændig Kevin Conboy. Kevins advokat, Jakob Brix Kvols, har bekræftet det juridiske omkring Kevins situation. Det har ikke været muligt at få fat i kurator, Bo Møller Jensen, der står for oprydningen i konkursboet.

- For 30 år siden, siger du. Er det noget, du har gjort før da? Altså, svindlet?

- Det MÅ jeg ikke svare på.

Ikke vundet noget
- Hvad har du fået ud af det? Du har mistet en stor del af din familie, er blevet skilt, må flytte fra dit hjem og har ikke nogen indtægt. Var det det værd?

- Jeg har bestemt ikke vundet noget som helst på det her.

- Hvorfor indsatte du Kevin som direktør - var det fordi du selv blev underlagt konkurskarantæne?

- Det må jeg ikke svare på for min advokat (i forhold til politianmeldelse og straffesag, red.).

- Hvor er pengene?

- Det kan jeg ikke svare på.

- Det skal jeg lige forstå... Det KAN du ikke svare på, eller det MÅ du ikke svare på?

- Det kan jeg ikke. Jeg ved det simpelthen ikke.

- De er næppe forsvundet op i den blå luft. Har det været til at dække andre kreditorer eller til at købe luksusbiler?

- Det må og kan jeg ikke svare på.

Ifølge Kevin Conboy, Dion Brockdorffs tidligere svoger, levede Brockdorff dog ikke et liv i sus og dus.

- Jeg tror, at alle mangler svar på, hvor pengene er?

- Men det kan jeg ikke svare på.

Undskyld
- Har du haft et misbrug eller haft rockergæld eller sådan noget?

- Det kan jeg afkræfte.

- Jeg vil bare gerne sige undskyld. Jeg er træt af, at hele verden skal involveres i det, men sådan er det så..

- Ja, sådan er det, når man svindler – og så endda svindler en Superligaspiller. Så kommer det I medierne.

- Men hvem kunne vide, at jeg skulle ende i familie med ham, og at han skulle være professionel fodboldspiller. Man vælger ikke selv sin familie.

Vidste intet
- Nej, men man vælger selv, om man svindler sin familie?

- Det var ikke en kommentar, jeg kan give svar på.

- Kan du forstå, hvis nogen tror, at du og Kevin har været sammen om det og har gemt pengene et sted?

- Kevin har intet vidst. Overhovedet. Jeg har misbrugt den tillid, Kevin havde til mig. Det er det, jeg, han og hans familie betaler prisen for i dag. Havde det kun gået ud over mig, havde det været en anden sag.

- Regnede du ikke med, at det blev opdaget?

- Det kan jeg ikke sige noget om. Jeg kan ikke sige noget om, om jeg tænkte over konsekvenserne.

 

Se også: Superliga-profil ruineret: Svindlet for millioner

Se også: Brøndby-profil hængt ud

Nicki Bille mangler disciplin i Ishøj IF. Foto: Rasmus Flindt Pedersen Dansk fodbold - 8. okt. 2019 - kl. 14:38 - Har ikke set skyggen af Nicki Bille i tre uger

Se også: Dansk klub udelukket på ubestemt tid efter voldsomme scener

27 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere