Daniel Agger har ikke været i Moskva, og han er ikke blevet anholdt for at støtte en demonstration til fordel for den russiske oppositionspolitiker Alexei Navalny.
Den tidligere danske landsholdsanfører befinder sig i det sydlige Spanien i sit hus og har slet ikke været i Moskva.
Forvirringen blev total mandag, da det russiske medie Novaya Gazeta skrev, at Daniel Agger siden 23. januar har siddet fængslet i Moskva efter at have deltaget i en demonstration for Alexei Navalny.
Artiklen fortsætter under videoen
Siden historien kom frem mandag ved middagstid har mediet rettet deres version.
Mediet bragte et billede af Daniel Agger fra en landskamp, hvor han klapper ud til publikum. Siden oprullede det russiske medie hele Daniel Aggers karriere.
Den besynderlige historie tager sit udgangspunkt i en russer, der tilsyneladende 'forelskede sig' i Daniel Agger, da han spillede for Liverpool i perioden 2006-2014.
Dmitry Krendel var tilsyneladende så begejstret for den tidligere danske landsholdskaptajn, at han i 2009 tog navneforandring til ... Daniel Agger.
Da han lørdag blev anholdt i forbindelse med demonstrationen, præsenterede han sig som Daniel M. Agger.
Og det passede godt på den rigtige Agger, der hedder Daniel Munthe Agger.
Men det russiske politi fattede dog mistanke, fordi den russiske dialekt trods alt var næsten perfekt.
Det lokale russiske dommerkontor nåede dog at informere medierne om den anholdte, men de glemte at tjekke Dmitry Krendels fødselsdato.
Det viste sig, at manden er fire år yngre end Daniel Agger.
Mandag aften oplyser russiske pressekilder, at den falske Agger er blevet idømt otte dages fængsel, og på det sociale medie Telegram ses russeren efter sin anholdelse.
Ekstra Bladet har været i kontakt med Daniel Agger, der meddelte at han ville kommunikere en meddelelse via de sociale medier om sagen.
'Der er opstået en lille smule forvirring derude. Jeg har aldrig sagt: "Der findes kun én Daniel Agger". Og nu ved vi det med sikkerhed. Den Daniel Agger, der er nævnt i forbindelse med en hændelse i Moskva er ikke mig. Jeg er i sikkerhed i Spanien', skriver den tidligere landsholdsanfører.