Konkurs truer pokalfinalist: Vi er nervøse for vores job

- Det er klart, at man i den nuværende situation er nødt til at tænke på sig selv, siger Anders Kure fra konkurstruede FC Vestsjælland

Kurt Andersen har siden sommeren 2014 ledt efter en investor, der vil købte aktieposten i FC Vestsjælland. Hidtil har ingen været parate til at købe han fri. (Foto: Jakob Jørgensen)
Kurt Andersen har siden sommeren 2014 ledt efter en investor, der vil købte aktieposten i FC Vestsjælland. Hidtil har ingen været parate til at købe han fri. (Foto: Jakob Jørgensen)

Konkursen hænger faretruende over hovedet på FC Vestjælland.

En sportslig deroute fra Superligaen til bunden af 1. division er realiteterne i Slagelse, hvor spillerne onsdag var samlet til orienteringsmøde.

- Der var ikke så meget nyt på mødet i dag, det var mere en opfølgning på de ting om klubbens situation, som vi alle har kunnet læse i medierne. Men vi vidste jo godt i forvejen, at klubben er i en alvorlig situation.

- Vi har ikke hørt andet, end at vi får løn på mandag, så det regner vi da med. På den korte bane er intet ændret. Vi spiller på søndag, og mandag går der løn ind, siger FC Vestsjælland-spilleren Anders Kure.

Det kan vel ikke undgås, at det her påvirker jer både til træning og i kamp? 

- Nej, det kan det ikke, man kan selvfølgelig mærke det på stemningen i truppen. Det er jo ikke forskelligt fra alle andre arbejdspladser, hvor medarbejderne får at vide, at der er nogle problemer. Man bliver nervøs for sit job, hvordan det ser ud om nogle måneder. Vi er alle mærkede af situationen, forklarer Anders Kure og uddyber:

- Der er sket mange gode ting på banen på det sidste. Efter en meget turbulent tid i sommer, hvor vi mistede mange spillere, og hvor truppen var lidt i opløsning, og hvor det gik skidt på banen, har vi på det sidste været inde i en god periode, hvor spillet er begyndt at fungere, og vi har fået nogle point.

- Vi fik ny træner i sommer, som er kommet med et nyt spilkoncept, som er begyndt at fungere. Pilen har peget den rigtige vej i noget tid. Så er det selvfølgelig skidt, at vi kommer ind i en periode, hvor der ikke er ro på bagsmækken. Men vi kan jo ikke gøre så meget andet end at passe vores arbejde og gøre det så godt, vi kan, på banen. Og så er jeg sikker på, at ledelsen også arbejder benhårdt på at finde nogle løsninger, så der kan komme nogle penge i kassen, fra sponsorer, fra oplandet.

OB forstærker sig med Superliga-profil

Nødt til at tænke på sig selv
Hvordan ser du din egen situation? Du er 30, du skiftede fra AGF til FCV i 2014, da FCV lå højere placeret end AGF. Så rykkede I ned, og nu er I bundhold i 1. division. Hvad er det for en tur?

- Vi er selvfølgelig i en anden situation nu, end vi var, da jeg skrev under på min kontrakt. Men sådan er fodbold, der kan ske en masse på kort tid. Det har været ned af bakke i noget tid. Men jeg kontrakt til 2017, så jeg er indstillet på at give den en skalle og opfylde min kontrakt, så længe jeg ikke får andet at vide. Kontrakter går begge veje, begge parter har forpligtelser, og jeg vil opfylde mine.

- Men det er klart, at alle spillere i sådan en situation er nødt til at tænke lidt på sig selv. Der er jo en husleje, der skal betales. Men vi må jo tage det, som det kommer. Vi har vidst længe, at klubben var i en kritisk situation. Vi kan ikke gøre andet end at arbejde benhårdt, spillere og ledelse, for at rette op på situationen. Der er flere, der har kontrakt indtil sommer, nogle endnu længere. Men alle er klar til at give den en skalle. Så må vi se, hvad der sker, siger Anders Kure.

Det var sportschef Jacob Gaxe Gregersen, der orienterede spillerne onsdag formiddag om den alvorlige økonomiske situation.

- Jeg håber, at vi kan fokusere og forberede os optimalt på den vigtige kamp søndag mod HB Køge, siger sportschefen.

Får spillerne løn på mandag?

- Jeg ved, at bestyrelsen arbejder på højtryk for at finde forskellige løsninger, siger sportschef Jakob Gaxe Gregersen.

TV: Det er blot seks måneder siden, at FC Vestsjælland var i pokalfinalen:

Kurt Andersen ankom i 2008
Kurt Andersen gik ind i Slagelse B&I, som det hed, da han blev storkaktionær i 2008. Dengang var planerne store. Den lille flække i den vestlige del af Sjælland skulle på fodboldlandkortet.

Fra en plads i 2. division skulle klubben op i landets bedste række i løbet af nogle år. Det lykkes i 2013, hvor Ove Pedersen førte klubben i Superligaen.

I sæson to ramlede korthuset og klubben rykkede ned i 1. division i sommer.

Nu truer konkursen i klubben, hvor storaktionær Kurt Andersen allerede i august sidste år meddelte, han ville sælge sin bestemmende aktiepost,

Problemet har blot været, at Kurt Andersen ikke har formået at finde en person, der ville købe ham ud. Derfor står FC Vestsjælland nu ude på kanten, hvor konkursen truer forude.

Kurt Andersen har begrundet sit ønske om at forlade klubben med, at han som formand og hovedaktionær ikke kan være der 24/7.

Hans største ønske har været at finde en gruppe lokale investorer. Men endnu er ingen dukket op.

Siden FC Vestsjælland var i pokalfinalen i foråret har Kurt Andersen ikke været særlig flittig til at besøge FC Vestsjælland. Efter hvad Ekstra bladet erfarer har han således ikke været på stadion endnu i denne sæson.

FC Vestsjælland fyrer træneren: Nu skal jeg lige sunde mig