Landsholdslegender siger farvel til Henning Jensen

Landsholdet har sendt smuk krans til bisættelsen af den kendte og elskede fodboldspiller, og kollegerne mødte frem i stort tal i Hammer Kirke

'Farvel til en legende'.

Med disse ord siger det danske fodboldlandshold anno 2017 farvel til deres gamle fodbold-kollega Henning Jensen, som lørdag eftermiddag bisættes fra Hammer Kirke i Nordjylland.

I dag bliver fodboldenglen begravet

Landsholdet har sendt en stor og meget smuk blomstersmykket krans, som pryder kirkegulvet i den lille idylliske landsbykirke.

Henning Jensen, en af Danmarks bedste fodboldspillere og den første dansker som i sin tid kom til Real Madrid, døde mandag omgivet af sin nærmeste familie.

Kun ti dage før Henning Jensen døde, fik han konstateret kræft.  Men han havde været gennem et flere måneder langt sygdomsforløb, før han han fik fred.

- Han beklagede sig aldrig, da han blev syg. Men det var nok det bedste for alle, at det gik stærkt til sidst, sagde den nære ven Jørgen Herbert, som selvfølgelig havde masser af pæne ord at sige om vennen.

- Vi var meget sammen helt til det sidste, og jeg tænker tilbage på mange hyggelige stunder i sommerhuset. Han var en rigtig god og sød kammerat - og så gjorde det jo ikke noget, at han også kunne lave mad, lød det med et lille glimt i øjet.

Mange andre, store navne fra fodboldverdenen mødte frem i Hammer Kirke lørdag formiddag.

De gamle Vejle-folk, Ulrik LeFevre, Tommy Troelsen og Allan Simonsen - der også var holdkammerat med Jensen i Mönchengladbach - ankom, og de havde selvfølgelig også en krans med fra den tyske klub.

Barndomsvennen fra Nørresundby, Poul Erik Andreasen, var med, og tidligere landstræner Sepp Piontek med fru Gitte. Træner Ove Pedersen kom, og det samme gjorde AGF-direktør Jakob Nielsen. Entertaineren Eddie Skoller dukkede såmænd også op.

Højttaler-anlæg sat op
Der er kun plads til ganske få personer i kirken og derfor er der opsat et højttaler-anlæg for de formentligt mange, som ikke får en plads i kirken.

Det bliver den faste sognepræst i Hammer Kirke, Daniel Høgagard, som skal forrette bisættelsen, der begynder klokken 13.00.

Allerede ved 11-tiden er de første sørgende venner begyndt at indfinde sig i kirken, som er smukt og enkelt pyntet med grangrene ud for hver bænkerække.

Mange kendte kommer
Det forventes, at der dukker mange kendte ansigter fra fodboldverdenen op i kirken for at hylde den tidligere AGF-, Borussia Mönchengladbach-, Real Madrid-, Ajax- og Nørresundby-spiller.

Henning Jensen spillede 21 landskampe og scorede ni mål for Danmark.

Henning Jensen. Arkivfoto: Erik Friis
Henning Jensen. Arkivfoto: Erik Friis
 

Nordjyden er særlig berømt for et mål i en uofficiel kamp, der markerede Danmarks indtræden i EF sammen med Storbritannien og Irland.

I opvisningskampen på Wembley scorede Henning Jensen med hovedet, selv om han svævede i en vandret position langt over jorden. I målet sprællede Dino Zoff forgæves.

Billedet af en flyvende Henning Jensen prydede forsiden af Hans-Jørgen Nielsens roman "Fodboldenglen".

Henning Jensen efterlader sig hustruen Ulla og børnene Susanne og Michael, som begge vendte hjem fra udlandet for at være ved deres fars side i hans sidste stund.

Bayern-træner hylder dansk legende: Vi var den farligste trio nogensinde

Har smadret scoringsrekorden i klubben: Nu hylder alle trænerne ham

CL-overblikket: Storhold kan kun trække tre hold