Legende i dansk fodbold er død

Biri Biri er død i en alder af 72 år - han var den første afrikaner i dansk fodbold og er også en legende i Sevilla FC, hvor fanklubben har taget navn efter ham

Biri Biri hilser på Prins Henrik før pokalfinalen i 1973. Foto: Erik Gleie/Polfoto
Biri Biri hilser på Prins Henrik før pokalfinalen i 1973. Foto: Erik Gleie/Polfoto

Han skabte historie, da han i 1972 blev den første afrikanske spiller i dansk fodbold. Nu er gambiske Biri Biri død i en alder af 72 år. 

Det meddeler den spanske klub Sevilla FC, hvor Biri Biri spillede med stor succes fra 1973 til 1978, inden han igen skiftede til dansk fodbold.

- I dag er en trist dag for Sevilla-familien. Biri Biri har forladt os, skriver Sevilla FC på Twitter.

Biri Biri, der bar det fulde navn Alhaji Momodo Nije, døde søndag morgen på et hospital i Dakar. Han gennemgik for nylig en operation, men kom sig ikke over den.

Biri Biri kom til Danmark i 1972, da B 1901-træner og senere landstræner Kurt Nielsen spottede ham i en træningskamp på en træningslejr i Gambia.

Offensivspilleren brillerede med en række scoringer og skiftede til Falster-klubben B 1901 i den bedste danske række. Her blev han holdkammerat med Morten Olsen og nåede pokalfinalen i 1973, inden han røg til Spanien.

Det blev til 34 mål i 109 kampe for Sevilla FC, og i sin anden sæson var han med 14 mål stærkt medvirkende til, at klubben rykkede op i den bedste række.

- Mange spillere har haft bedre tal i Sevillas historie, men få ramte fansene så meget, som han gjorde.

- Hans fem år i klubben var nok til at efterlade et uudsletteligt spor i hjertet på fansene, der adopterede ham som en absolut legende og idol, lyder det på den spanske klubs hjemmeside.

Efter opholdet i Sevilla kom Biri Biri tilbage til Danmark og spillede tre sæsoner i Herfølge Boldklub sammen med blandt andre Erik Rasmussen, inden han afsluttede karrieren i hjemlandets Wallidan FC.

Artiklen fortsætter under billederne ...

Biri Biri og Morten Olsen spillede sammen i B 1901 - her mødes de efter karrieren. Foto: Per Rasmussen/Polfoto
Biri Biri og Morten Olsen spillede sammen i B 1901 - her mødes de efter karrieren. Foto: Per Rasmussen/Polfoto

Her lander Biri Biri i Kastrup med sin familie. Foto: Peer Pedersen/Polfoto
Her lander Biri Biri i Kastrup med sin familie. Foto: Peer Pedersen/Polfoto
 

I 2000 blev han kåret til årtusindets bedste spiller i Gambia efter at have spillet på landsholdet fra 1963 og frem til 1987, og på grund af forbundets få penge måtte han selv betale rejserne til og fra kampene.

Efter fodboldkarrieren har han både været viceborgmester i Banjul, konsul og fodboldambassadør i det afrikanske fodboldforbund, mens han i 2017 fik overrakt et guldemblem på et fyldt stadion i Sevilla.

Den spanske storklubs mest fanatiske fangruppe har siden gambierens ophold i klubben gået under navnet 'Biris' opkaldt efter deres elskede kultspiller, der ikke altid var den bedste med bolden, men var hurtig og fysisk stærk.

Sevilla FC melder, at de før søndag aftens kamp mod Valencia vil holde et minuts stilhed, ligesom spillerne vil bære sørgebind.

Hans tidligere klubber i Danmark B 1901 og Herfølge eksisterer ikke længere, men deres overbygninger Nykøbing FC og HB Køge spillede begge kampe tidligere på søndagen, hvor nyheden om Biri Biris død endnu ikke var kommet frem.

Men passende for den triste dag tabte Nykøbing FC og rykkede ned i landets tredjebedste række. Målet har ellers været retur til den bedste række, hvor Falster-klubben aldrig er sluttet bedre end dengang i 1972, hvor Biri Biri scorede dem op på fjerdepladsen.

Se også: Fyret EM-helt: - Klar på ny opgave

Se også: Dansk stjerne i baby-dilemma

Unge drenge i Senegal drømmer om den professionelle tilværelse i Europa. Foto: Thomas Lekfeldt/Polfoto Sport og Spil Sådan forgår human trafficking med afrikanske fodboldspillere

Sport og Spil Husker du Superliga-legenden Peter Madsen? Her er han i dag

46 kommentarer
Vis kommentarer