Ronnie Schwartz gik i løbet af én samtale fra at være den store helt til en frafalden skurk i Silkeborg.
Han havde fået et tilbud fra Herning, han ikke kunne afslå, og han indrømmede efterfølgende løgne og utroskab over for sin arbejdsgiver Silkeborg.
Forargelsen har bredt sig længere ud i landet end klubbens tilskuerrækker. Det er vel næsten kun en SAS-reklames påstande om, at rugbrød er en tyrkisk opfindelse, der har kunnet bringe flere sind i kog end Schwartz' skadesløgn i denne uge.
Det har i hvert fald kostet angriberen en tur i Twitter-guillotinen, hvor det oplagte ordspil, at 'Plaffeministeren skød sig selv i foden', blev taget flittigt i brug.
Silkeborg-boss Jesper Stüker kaldte tidligere på ugen hans ageren for 'ærgerlig og uprofessionel' og forudsagde, at det ville gå ud over Ronnies eftermæle hos de fans, han netop har vendt ryggen.
Det begyndte med et bramfrit interview med TV Midtvest bragt søndag.
Her fortalte han, hvordan han grundet interessen fra naboklubben digtede en rygskade og spillede 'rent skuespil' under SIF's træningslejr i Sydspanien i løbet af transfervinduets døende dage. Han ville ikke risikere en skade, der i sidste øjeblik kunne forpurre drømmeskiftet.
Schwartz gav derudover ikke udtryk for at fortryde særlig meget. I stedet fik han sendt lidt verbalt skyts mod SIF, som han kritiserede for at være uambitiøse og nølende med at hente nye navne.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Superligaveteran: Mange havde gjort det samme
I en tid, hvor mange sukker efter mere åbenhjertighed fra Superligaens medietrænede spillere, var 'ministerens' indrømmelser alligevel en tand for åbenhjertige. Ekstra Bladet har talt med nogle af dem, der har givet deres mening til kende.
Morten Crone Sejersbøl, Joachim Andersens medierådgiver, hæfter sig ikke så meget ved interviewet, men ved løgnen i sig selv.
- Det handler ikke så meget om, hvad han siger, men hvad har han gjort. Han siger selv, at han jo har løjet - og dermed løjet for fans, sponsorer og holdkammerater, siger Morten Crone Sejersbøl til Ekstra Bladet.
Rajko Lekic, selv tidligere Silkeborg-bomber, har derimod stor forståelse for Schwartz' situation. Selvom Silkeborg stadig har en plads i Lekic' hjerte, under han Ronnie at få lov at skifte overlevelseskamp i Søhøjlandet ud med mesterskabskamp på heden.
- Når det bare er en træningsturnering, så må man prøve at forstå, at Ronnie er en mand, der er i sin karrieres efterår, og som har mulighed for at få en gylden chance. Jeg tror, at rigtig mange spillere havde gjort det samme, hvis de fik muligheden, og det skal man måske tænke over, inden man kaster mudder, fortæller han.
- Moralsk er det ikke særlig pænt - det er ikke okay at lyve, og det ser skidt ud, når man er på kontrakt. Men alle i den verden ved godt, at det er et pissehårdt game. Som fodboldspiller har man altså 10-15 år til at tjene sine penge og udleve sin drøm. Og det er svært at have is i maven i den situation og tænke, at det nok skal gå. Det ville jo ikke være til at bære at misse chancen på grund af en skade i en træningskamp.
Både Lekic og Crone Sejersbøl er enige om, at åbne og ærlige spillere er et friskt pust til dansk fodbold. De lader dog også begge til at mene, at en beskeden undskyldning måske havde været på sin plads, hvis ikke Plaffeministeren ville vække for meget vrede hos de ellers så kærlige SIF-fans.
- Jeg havde nok rådet ham til at erkende, at det var lidt beskidt spil og så give en undskyldning, hvis han følte, der var behov for det. Når han vælger ikke at gøre det, må det være, fordi han ikke mener, at han skylder nogen hverken undskyldninger eller forklaringer. Og så understreger det for mig bare, at det er en ret kynisk og ikke specielt sympatisk handling, siger Crone Sejrsbøl.
Lekic medgiver også, at han nok selv havde grebet den del lidt anderledes an.
- Der er ingen tvivl om, at jeg havde forklaret situationen og sagt undskyld. Og ment det fra hjertet. Jeg ved da også, han ikke er stolt af sin handling, men han har bare følt, at det var den eneste handling, han kunne foretage sig på det tidspunkt.
Udover det pludselig knap så kønne brud vil Silkeborg IF's fans også kunne huske Schwartz for halvandet år med 50 optrædener og 40 kasser. Hovedpersonen selv har ikke ønsket at udtale sig yderligere om sagen.
Løj om skade: - Uprofessionelt
Superliga-bomber løj sig skadet
Superliga-bomber løj sig skadet Tøffe svinger hammeren: - Jeg er målløs!