Modstander om Hemmingsens matchfixing: Det er noget svineri

Den tidligere Superliga-profil Carsten Hemmingsen spillede på, at hans eget hold tabte i 2. division - blandt andet i en kamp mod Aarhus Fremad. - Det er hovedrystende, siger den jyske klubs direktør

Claus Hemmingsen er havnet i store problemer. (Foto: Lars Poulsen)
Claus Hemmingsen er havnet i store problemer. (Foto: Lars Poulsen)

Ny dag og en ny skandale i dansk fodbold fristes man til at sige.

Tirsdag formiddag kom det frem, at den tidligere OB- og FCK-profil Carsten Hemmingsen spillede på Middelfarts kampe, mens han var træner for holdet fra 2. Division i efteråret.

Det erkendte Hemmingsen selv over for Fyns Stifttidende.

- Det var uetisk adfærd, ikke matchfixing, men jeg har dummet mig gudsjammerligt og må tage min dom, sagde Hemmingsen til avisen.

Ifølge den fynske avis har sagen været behandlet i hemmelighed i DBU, og det ventes, at Hemmingsen få sin dom snart, der udmåles af Danmarks Idræts-Forbunds matchfixingnævn.

Den nu tidligere Middelfart-træner nøjedes dog ikke bare med at spille på sit eget holds kampe. Hemmingsen indrømmede over for Fyns Stifttidende, at han to gange i 2015 spillede på, at hans eget hold ville tabe i den tredjebedste række.

Se også: Fynsk toptræner spillede på egne kampe: Jeg har dummet mig

En af de kampe var mod Aarhus Fremad, og her er man forfærdet over den tidligere Superliga-spillers opførsel.

- Jeg læste det i morges, tog på arbejde og blev senere kontaktet af flere medier, da vi pludselig var blevet involveret. På den ene side griner jeg lidt af det, og på den anden er det jo hovedrystende. Han pisser på os alle og miskrediterer spillet. Pludselig bliver jeg spurgt til fra medierne, om vi har spillet en fair kamp. Det har vi jo, siger Fremads direktør Nicolaj Wittendorff til Ekstra Bladet.

Han er generelt rystet over, at man som træner kan spille mod sit eget hold.

- Det er håbløst og noget svineri. Man løber og træner for en mand nærmest hver dag, og så spiller han på, at man taber. For det første er det etisk forkert, men vigtigst af alt er, at spillerne har tillid til dig. Som spiller tror du, at han kan skabe resultaterne. Det er godt nok mærkeligt, siger han.

Hvordan foregik kampen mod Middelfart - var der mistanke om matchfixing på daværende tidspunkt?

- Jeg var faktisk ikke til stede på stadion den dag. Men i forhold til matchfixing tror jeg, at han taler sandt. Der var ikke noget. Jeg har snakket med træneren og spillerne fra vores hold, og de så et hold, der gik efter sejren og stillede med stærkeste mandskab. Så spillerne gjorde i hvert flad deres, siger han.

Se også: Hollandsk fodboldforbund afslører: Matchfixing i Lucas Andersens klub

Carsten Hemmingsen har over for Fynsk Stifttidende forklaret, at han spillede på vegne af sin svoger.

- Jeg indrømmer, at jeg godt vidste, at man ikke må spille på egne kampe, men jeg gjorde det alligevel. Men jeg vidste ikke, at man heller ikke måtte spille på andre kampe i de to andre rækker i 2. division. Jeg vidste ikke, at de blev betragtet som egne rækker. Jeg spillede på vegne af min svoger, der bor på Bali og ikke kunne spille, forklarede Hemmingsen.

Aarhus Fremads første hjemmekamp i forårssæsonen er mod Marienlyst, hvor Carsten Hemmingsen nu er sportschef.

- Ja... Det bliver da en sjov hjemmekamp. Nej, det bliver nok en kamp som alle andre, for vi er ikke rigtigt involveret i det. Men det er en underlig sag, siger Aarhus Fremad-direktøren.

19 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere