Nicki Bille vender hjem til de danske fodboldbaner.
Den 30-årige danske angriber har nemlig fået en job som assistenttræner for U10-drengeholdet i Boldklubben Rødovre.
Det bekræfter klubben over for Rødovre Lokal Nyt.
- Jeg har kendt Nicki, siden han var 15, og nu er han 30. Man skal også have noget at koncentrere sig om efter fodbolden, og da han er på vej ind i karrierens efterår, spurgte jeg ham, om han ikke kunne tænke sig at være træner med mig for U10-drengene, og det ville han meget gerne, siger Nikola Juric, der er U10-træner i klubben, til lokalavisen.
Nicki Bille er for nylig kommet ud af fængsel, efter at han har afsonet en voldsdom.
Men Billes fortid har altså ikke skræmt Boldklubben Rødovre væk.
- Det er stort, at vi får en som Nicki Bille til Rødovre og en stor profilering af klubben, som medierne er meget interesserede i.
- Vi ved, at Nicki Bille er en god dreng, og det er også det, jeg ved, vi får at se fra ham i vores klub, siger Niels Kristian Holm, bestyrelsesmedlem i Boldklubben Rødovre, til Rødovre Lokal Nyt.
Den danske angriber forventes også at fortsætte sin karriere på banen i Danmark. Ifølge BT er angriberen tæt på et skifte til 1. divisionsklubben Lyngby.
Det har hverken Bille eller Lyngby dog indtil videre bekræftet.
Brøndby på transfer-rov: Han er topfavoritten til at afløse Nørgaard
Lindegaards store aften: Nu er han i spil til Premier League