Ny ballade i nat: Nicki Bille politianmeldt for overfald på dørmand

Nicki Bille Nielsen er blevet politianmeldt for at have slået en dørmand i hovedet i nat

Nicki Bille Nielsen er blevet politianmeldt for et overfald i København natten til lørdag. Foto: Christer Holte
Nicki Bille Nielsen er blevet politianmeldt for et overfald i København natten til lørdag. Foto: Christer Holte

Præcis to måneder efter Nicki Bille Nielsen blev anholdt for at true en forbipasserende med en luftpistol, er den nu gal igen.

Den professionelle fodboldspiller er ifølge Ekstra Bladets oplysninger blevet politianmeldt for at have overfaldet en dørmand med flere knytnæveslag i nat.

Episoden skete foran natklubben Level ved Gammeltorv i indre København omkring klokken 03.00.

Efterfølgende flygtede han ned mod Strøget med flere vagter i hælene, men vagterne trak sig, da Nicki Bille angiveligt virkede truende.

Michael Hansen, der er indehaver af vagtfirmaet M&M Hansen Vagtvirksomhed bekræfter, at en af hans ansatte blev overfaldet af Nicki Bille i nat. Ifølge hans udsagn blev dørmanden ramt af tre knytnæveslag og faldt efterfølgende til jorden og slog hovedet i asfalten.

Indehaveren var selv til stede i nat, og han forklarer, at der i første omgang var lidt forvirring, fordi Nicki Bille og hans kammerat gik hen til den forkerte indgang, hvor Nicki Bille var truende over for en gæst, der forlod natklubben.

Da fodboldspilleren fandt hen til den rigtige indgang til natklubben Level eskalerede tingene dog hurtigt.

- Det tager 10-12 sekunder. Dørmanden når ikke engang at sige noget til ham, så får han tre slag. Højre, venstre, højre. Og så løber jeg efter ham med et par kolleger. Han løber ned ad Strøget, siger Michael Hansen.

Dørmændene trækker sig på grund af trusler, og Nicki Bille forsvinder derfor, inden politiet ankommer, men ifølge Michael Hansen er videoovervågning fra stedet overleveret til betjentene.

- Han har været på hospitalet og fået lavet en skadesanmeldelse. Da han faldt til jorden, kunne jeg se, at han lukkede øjnene, så han besvimede i maks 15 sekunder. Han skulle have været på vagt nu, men han måtte gå hjem med en slem hovedpine, fortalte Michael Hansen tidligt lørdag morgen.

Overfor Ekstra Bladet bekræfter en dørmand, der arbejder på en bar 'lige rundt om hjørnet' fra Level, at det var den kontroversielle fodboldspiller, der var i begivenhedernes centrum.

- Jeg er 100 procent sikker på, at det er ham, fortæller Kenneth Jerkel, der ikke ønsker sin arbejdsplads offentliggjort.

- Jeg følger ikke med i fodbold, så jeg genkendte ham ikke i første omgang. Men jeg havde hørt hans navn før, og da jeg kom hjem googlede jeg ham, og jeg er overhovedet ikke i tvivl. Det passer også med højden og det hele, forklarer dørmanden, der med egne ord kun oplevede halvdelen af forløbet.

- Jeg arbejder lige rundt om hjørnet, og jeg ser tre mænd komme løbende med en dørmand efter sig. Den ene af mændene vender om og står og småbokser lidt med dørmanden, som jeg kender. Så jeg løber over for at hjælpe ham, forklarer Kenneth Jerkel, der fortæller, at Nicki Bille var meget truende.

- Han sagde, at hans far var Blondie fra Hells Angels, som har slået fire mennesker ihjel, og at han også ville slå os ihjel.

Kort efter ankommer en patruljevogn, mens Nicki Bille tager flugten.

Vagtchefen hos Københavns Politi bekræfter, at de har været sendt ud til en voldsepisode ved Nørregade 1 omkring klokken 03.00 natten til lørdag. Han bekræfter også, at en person har været anholdt og er løsladt igen, men har ingen kommentarer til, om Nicki Bille har været involveret.

Nicki Billes agent, Nikola Juric, har ikke haft kontakt med Bille i længere tid, og han havde derfor heller ikke hørt om episoden, da Ekstra Bladet var i kontakt med ham lørdag morgen.

Det er endnu uvist, om der rejses tiltale mod Nicki Bille i sagen fra 22. oktober. Ekstra Bladet har spurgt til sagen i løbet af ugen, men ifølge Københavns Politi er der endnu ikke noget nyt at berette om den gamle sag.

Nicki Bille fik umiddelbart efter episoden 22. oktober ophævet sin kontrakt med Lyngby Boldklub og er derfor klubløs i øjeblikket.

Ekstra Bladet har uden held forsøgt at indhente en kommentar fra Nicki Bille.

Nicki Bille blev anholdt mandag middag i København, oplyser flere kilder til Ekstra Bladet. Foto: Christer Holte Sport - 22. okt. 2018 - kl. 18:59 Nicki Bille anholdt

Nicki Billes agent tror ikke, at den skandaleombruste angriber formår at finde en ny klub. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix 1. division - 24. okt. 2018 - kl. 09:49 Lukkede ned før skandalen: - Han har været svær at komme i kontakt med

 

Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen