Fodbold befinder sig i en tid, hvor mange stadions af kommercielle grunde skifter navn med få års mellemrum.
I en tid, hvor enhver jysk ligatræner med respekt for sig selv har et firmanavn broderet på skjortekraven. Med et tvivlsomt æstetisk resultat.
I indeværende sæson har kun to stadioner i Superligaen fået lov at beholde deres oprindelige navn, mens resten har taget de skiftende storsponsorers navne og er endt med at hedde for eksempel Cepheus Park Randers, Telia Parken eller Nature Energy Park.
Særligt sidstnævnte må tjene som et skrækeksempel.
Fodboldfans i H.C. Andersens fødeby har været igennem en ubehagelig saga med intet mindre end fire forskellige knap så flatterende navneskift, siden hjemmebanen stoppede med officielt at hedde Odense Stadion i 2005.
Først blev det opkaldt efter en bank, dernæst var det det jyske forsyningsselskab Tre-For, der bød ind. Tre-For skiftede så i 2016 navn til EWII, og odenseanere måtte derfor i to år leve med, at byens stoltheds fort bar navnet 'EWII Park'.
Ikke noget navn, der ligger særlig godt i munden eller indbyder til lokalpatriotiske sange på lægterne. Nu har de så heldigvis fået et nyt.
Men at skifte til Nature Energy Park efter et biogasselskab med det knap så lokalt klingende navn er næppe nogen stor forbedring. Det eneste forsonende er vel, at biogassen i det mindste forvaltes i Odense.
Der findes til gengæld også sponsornavne, man kan trække på smilebåndet over. Udviklingen er nemlig nu også nået så langt som landets tredjebedste række.
Her er det Rødovres stolthed Avarta, der har skudt det nye år i gang ved at sælge stadionnavnet til privat kapital.
Men nogen storkapital er det næppe - tværtimod endte det med at være den lokale tømrermester Jim Jensen, der købte navnet for en sum af 180.000 kroner over de næste tre år.
Således skete det, at hjemmebanen siden 1960, Espelunden, nu skifter navn til... Tømrermester Jim Jensens Park.
Hva' fa'en, er du blevet stadionejer?
Avarta var rundt og forhøre sig hos nogle af klubbens trofaste sponsorer, om de havde lyst til at købe stadionnavet. Da PR-chef i klubben Bent Thomsen bragte tilbuddet til Jim, var der ingen tvivl at spore. Det ville han gerne.
- Jeg har aldrig selv været nogen stor fodboldfan, men jeg er fra Rødovre og har selvfølgelig derfor syntes, det var hyggeligt med Avarta og fulgt med i, hvordan det gik.
- Så at støtte klubben, give dem nogle penge og at få sit navn på, det kunne jeg kun sige ja til. Det er jo fedt at få lov til, fortæller mesteren selv, der afviser, at netop PR var den primære motivation til købet.
- Det var ikke så meget det, jeg tænkte på. Jeg har aldrig villet promovere mig frem. Det var mere det at få sit navn på og markere forholdet til klubben og til Rødovre på den måde.
- Vi er en virksomhed, der har været en del af Rødovre siden 1983 og en del af Avarta gennem næsten lige så mange år. Så er det smukt at kunne se sit navn stå sådan et sted som her. Se, at at man har slået sig fast i byen og gjort det godt, siger Jim, mens han kigger tænksomt ud over træningsanlægget.
Måske ville de fleste familier reagere med en smule skepsis, når far kommer hjem og fortæller, at han vil bruge 180.000 på at købe den lokale klubs stadionnavn. Det var dog ikke tilfældet i familien Jensen
- Nej, der var ikke nogen, jeg behøvede at overtale. De syntes, det lød som en super idé, fortæller Jim og husker tilbage.
- Jeg havde takket ja, men vidste ikke, om vi også ville få navnet af Avarta. Så fik jeg en opringning af min søster, der havde set det i lokalavisen. 'Hvad fanden, har du købt stadionnavnet?,' sagde hun, og sådan fandt jeg ud af det. Min mor kom forbi med blomster. Det var stort for hende, at det var hendes søns navn, siger Jim Jensen med et grin.
Vi' fra Rødovre!
Lignende beskeder har svendene Casper Ankjær og Frederik Nissen-Schmidth fået på sociale medier af gamle bekendte og folk, de har arbejdet hos.
Selvom nogen måske synes, stadionnavnet er blevet lidt langt, fornemmer de primært støtte fra baglandet.
- I Rødovre er vi jo lidt en lille landsby. Folk kender hinanden og holder sammen. Jeg er født og opvokset her og har spillet i klubben. Så jeg har altid haft en forbindelse til Avarta, og det er stadig et sted, man kan møde venner, der er ude og pleje deres tømmermænd om søndagen. De synes jo allesammen, det er pisseskægt, at vi nu skal stå på skiltene derude, siger Casper Ankjær.
Følg tendensen - brug Jim Jensen, står der på den Vespa, Jim Jensen futter rundt på. Tendensen med stadioner, der skifter til sponsornavne, har de ikke selv noget imod i firmaet. Det ville jo også være hyklerisk, påpeger de.
Men de synes alligevel, at det giver mere mening i deres tilfælde end så mange andre.
- Det er jo federe, når det er et lokalt firma, der sponsorerer. Derfor hedder det jo også det, det gør nu. Vi kunne sagtens have kaldt det for eksempel 'Jensens Park', men så havde det jo ikke været det samme. Det er jo firmanavnet, folk kender, fordi de har set bilerne køre rundt herude i alle de år, reflekterer Ankjær.
Avarta-repræsentanterne Bent og Per Thomsen var selv lige så stolte som firmaet, da aftalen kom i hus.
Borgmesteren - som Ekstra Bladets læsere måske vil kende som 'Pamper-Erik' fra nylige artikelserier og spisesedler - var også meget tilfreds med, at det blev et Rødovre-firma, der endte med at stå bag, fortæller brødrene Thomsen.
Så kan man mene, hvad man vil om navnet. Pengene skal i hvert fald gå til at løfte eliteafdelingen yderligere. Det nye stadionnavn vil stå på skiltene på Tømrermester Jim Jensens Park fra 12. marts.
Avarta overvintrer i øjeblikket på en sjetteplads i 2. divisions gruppe 1.
Borgere i oprør: - Han er en pamper
Efter Mercedes-finte: Rødovre undersøges
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.