Ove P.'s lukrative aftale faldt igennem: Forventer nyt job i år

Selv om et lukrativt skifte til Ghana faldt igennem, og Ove Pedersen er fyldt 62, har han stadig mod på trænertilværelsen. Han forventer at få et job i løbet af året.

Foto: Claus Bonnerup
Foto: Claus Bonnerup

Alderen og uenighed omkring kontraktens varighed afholdt Ove Pedersen fra at tage imod tilbuddet om at blive træner i en af Ghanas største klubber. Men det betyder ikke, at den 62-årige træner ikke har mod på et andet job.

Han føler sig stadig frisk og rørig, og han forventer at finde en nyt job inden længe. Han var senest ansat i Hobro IK, men blev fyret fra klubben, selv om holdet overvintrede på førstepladsen i 1. division.

-Energien og passionen er der jo. Så der er ingen grund til ikke at køre videre, siger han til tipsbladet.dk.

- Det er ikke sådan, at jeg har en aftale, jeg bare skal sige ja eller nej til i morgen. Men jeg står da ikke på bar bund, og jeg skal nok finde på noget at lave inden for fodbold.

Den forhenværende Hobro-, OB-, Esbjerg-, AGF- og FC Midtjylland-træner har tidligere ytret ønske om at prøve endnu et udlandseventyr. Det hidtil eneste var et ophold som unglandstræner i Qatar i slutningen af 90'erne. Men det behøver ikke blive udlandet, lyder det.

Uanset hvor det bliver, kan fodboldfans godt forvente at stifte nyt bekendtskab med trænerveteranen i løbet af 2017. Han forventer i hvert fald at lande et nyt job inden udgangen af året.

- Det er svært at sige, når der er to parter. Jeg kan jo ikke bare pege på et job, som jeg gerne vil have. Jeg har forskellige planer, som jeg selvfølgelig ikke vil løfte sløret for. Men jeg forventer at være i arbejde i år i hvert fald, siger han.

4 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere