Så tæt var Superligaen på slutspil

Strid om fordelingen af tv-penge endte med at dræbe strukturdebatten

Det var umådeligt tæt på, at Superligaen endte med at blive udvidet til 14 hold.

Ekstra Bladet erfarer fra kilder, der sad med ved forhandlingsbordet, da fremtiden for fremtidens Superliga og 1. division skulle afgøres, at der tidligt i forhandlingerne var klar bevægelse i retning af en Superliga-udvidelse.

- Der var, som jeg talte det, vel op mod ti hold, der støttede den model, forklarer en topchef fra Superligaen.

En udvidelse af Superligaen ville imidlertid kræve en ny aftale omkring fordelingen af tv-midlerne. Klubberne blev for et år siden enig om en ny aftale på det område - og en genforhandling ville kræve accept fra alle klubber bag den gamle aftale.

Se også: FCK-direktør om mislykket aftale: Det er en skam

Det mødte modstand. Og den modstand betød derfor, at tankerne om at udvide Superligaen måtte skrinlægges. I den eksisterende aftale snupper klubberne i top tre omkring 100 mio. kr. af de 260 mio., der fordeles mellem Superliga-klubberne.

Det var derfor i realiteten Superligaens 12 klubber, der sørgede for, at skakspillet om Superligaens fremtid derefter bevægede sig mod remis.

Da det stod klart, at der ikke var vilje til at genforhandle fordelingen af tv-pengene, så stødte de efterfølgende drøftelser om Hypercube-alternativerne med 12 hold på store problemer. Eksempelvis insisterede klubberne i 1. division på, at der fortsat skulle være to direkte nedrykkere fra Superligaen, hvis den ikke blev udvidet. Men blandt Superliga-klubberne var der så stor intern uenighed, at nedrykningsspørgsmålet aldrig blev et tema.

Se også: Er du gal en Super-fuser!

Og dermed endte tre måneders hektisk debat om dansk klubfodbolds fremtid uden resultat.

Intet slutspil. Ingen playoff om Europa League. Ingen dødskampe om nedrykning.

Superligaen bliver næste sæson afviklet efter nøjagtig samme model som blev indført for 20 år siden.

Var strukturen blevet ændret, ville eksempelvis FC København og Brøndby mødes fire gange hver sæson, hvis begge hold kom i mesterskabs-slutspillet.

Og så kunne vi måske se frem til flere mål ala Daniel Amarteys fra de to klubbers 3-1-opgør tidligere på sæsonen:

54 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere