Seriespillere redder livløs dommer

En dommer faldt om med en blodprop i hjertet i en serie 4-kamp i Jylland -

En 61-årig dommer har det efter omstændighederne godt, efter at han fredag måtte have hjertemassage under en fodboldkamp. (Arkivfoto: Colourbox)
En 61-årig dommer har det efter omstændighederne godt, efter at han fredag måtte have hjertemassage under en fodboldkamp. (Arkivfoto: Colourbox)

Fodbold er liv og død for nogle mennesker, i overført forstand, men fredag blev det helt bogstaveligt, da dommeren faldt om under en serie 4-kamp mellem Lidenlund Boldklub og Holstebro.

En spiller fra hvert hold gav hjertemassage og mund-til-mund, indtil ambulancen ankom efter fem minutter, hvilket kan have reddet dommerens liv. Der var tale om en blodprop i hjertet, oplyser DBU Jylland i en pressemeddelelse.

- Det var en Holstebro-spiller, som til dagligt er brandmand, og en af vores spillere, som fløj til med det samme, da de så, at han var faldet om, fortæller formanden for Lidenlund Boldklub, Jan Kristensen, som selv var til stede.

- Den ene gav hjertemassage og den anden mund-til-mund, og de fik faktisk liv i ham, men så faldt han lidt hen igen. De fortsatte indtil ambulancen kom.

- Vi var noget chokerede alle sammen. Især spillerne, som kunne se, at den var helt gal. Han havde først taget sig til armen, inden han så faldt om, men jeg så det ikke selv, for da det skete var bolden et helt andet sted, siger fodboldformanden.

12-13 minutter efter, at den 61-årige dommer var faldet om, ankom en akuthelikopter, som fløj dommeren til Skejby Syghus ved Aarhus.

- Dommerens nevø har været og hente dommerens taske, og han fortæller, at dommeren først blev fløjet til Skejby, hvor han fik en ballonudvidelse, og nu er han så meget i bedring, at man regner med at overføre ham til Herning sygehus i løbet af mandag, fortæller Jan Kristensen.

- Vi var foran 1-0 på det tidspunkt, og det er også det resultat, der er blevet indrapporteret. Det var begge hold enige om. Ingen havde rigtig lyst til at spille videre efter episoden, siger formanden for Lidenlund Boldklub.

7 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere