Spiller gik amok på dommer - får monster-karantæne

En spiller fra serieklubben FC Ljiljan har fået karantæne i ti måneder efter en vild episode

Kampe fra de danske serier er ikke noget, der ofte stjæler overskrifter.

Det blev dog tilfældet i Aalborg tilbage i august, da en kamp mellem Aalborg Chang og FC Ljiljan gik galt.

Hvad der lignede en rolig affære eskalerede nemlig efter 51 minutters spil, da en af gæsternes spillere gik amok.

FC Ljiljan-spilleren kom i klammeri med en spiller fra Aalborg Chang, og det resulterede i en skalle. Herefter lagde dommeren sig straks imellem, men måtte finde sig i at blive spyttet i ansigtet af gæsternes spiller.

En episode der nu koster ti måneders karantæne:

- Ifølge indberetningen fra dommeren blev spilleren fra Aalborg Chang sparket ned, samme spiller blev kort efter tildelt en skalle fra FC Ljiljan-spilleren, som også endte med at spytte dommeren direkte i hovedet.

- Det har medført en karantæne fra al fodbold på 10 måneder, oplyser Ole Frandsen, der er afdelingsleder hos DBU Jylland i Aarhus til Nordjyske og roser kampens dommer:

- Det var heldigvis en rutineret herre, der dømte kampen. Han skal have kæmpe ros for hans håndtering af situationen, og at han magtede at gennemføre kampen trods det helt uacceptable overgreb mod ham, udtaler Ole Frandsen.

Den nordjyske klub straffes ikke yderligere for episoden. Her har man dog erklæret sig uenig i beslutningen fra DBU Jylland, som man mener, er for hård.

23 kommentarer
Vis kommentarer