Spillerne tog på Smukfest: Fik tæsk 16-1!

Pokalkampen mellem Lystrup og Skive blev gennemført, og den endte i et bizart målorgie, da Skive vandt 16-1

Skive IK TÆSKEDE Lystrup. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Skive IK TÆSKEDE Lystrup. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Pokalkampen mellem Lystrup og Skive IK var tidligere på ugen i fare for at blive aflyst, men torsdag tørnede de to klubber sammen i Lystrup. 

Da der endelig blev spillet fodbold, så blev hjemmeholdet fra Jyllandsserien kørt mere end over og tabte opgøret med hele 1-16. 

Dermed avancerer Skive ganske suverænt til anden runde i pokalturneringen efter et opgør, der trak større omtale end normalt. 

Onsdag meddelte Sydbank, der er sponsor for pokalturneringen, at kampen ville blive gennemført, efter at der tidligere var tvivl om, hvorvidt klubben fra Aarhus-området overhovedet kunne stille et hold. 

Sydbank oplyste i en pressemeddelelse, at Lystrup havde samlet et mandskab, der blandt andet bestod af spillere fra klubbens oldboyshold. 

Sydbank besluttede også at belønne Lystrup-spillere, der ville stille op, med en billet til pokalfinalen næste år, og man oplyste, at der ville være gratis grillpølser til de første 200 tilskuere. 

Det hele skyldtes, at Lystrup i første omgang havde meldt afbud til kampen til Skive, fordi Lystrup ikke kunne stille med et mandskab i sommerperioden. 

Det forlød, at flere af klubbens oplagte valg var til Smukfest i Skanderborg. 

Lystrup forklarede sig senere med, at baggrunden også var nedrykningen fra Danmarksserien, som har betydet, at mange spillere har forladt klubben, hvilket mange serieklubber oplever i sommerperioden. 

Var det endt med et afbud til pokalkampen, så skulle sagen have været behandlet i Fodboldens Disciplinærinstans, og Lystrup ville have risikeret en større straf for at udeblive. 

Se også: Pokalkamp aflyst: Spillere skal på festival

Se også: Pokalfarcen total: Stiller med oldboys

8 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere