Sportschef om historisk pokaltriumf: Jeg er tom for ord

Stemningen var ekstatisk, da FC Thy Thisted Q havde slået Brøndby i pokalfinalen fredag

Jublen var stor i Thisted efter pokalfinalen. Foto: Rene Schütze/Ritzau Scanpix
Jublen var stor i Thisted efter pokalfinalen. Foto: Rene Schütze/Ritzau Scanpix

På ganske sensationel vis lykkedes det fredag FC Thy-Thisted Q at slå forhåndsfavoritten Brøndby med 2-1 i kvindernes pokalfinale i fodbold.

Dermed kunne den nordvestjyske klub, der så dagens lys i 2017 efter en fusion mellem seks lokale klubber, for første gang kalde sig pokalmester.

Det fik tårerne til at trille ned ad kinderne på sportschef Per Nørgaard, da han i minutterne efter triumfen gav interview til DR.

- Jeg er næsten tom for ord. Jeg har været med i 38-39 år i pige- og kvindefodbolden i Thisted, og det her er fuldstændig vildt.

- Vi spillede så flot en fodboldkamp, og det var så hektisk. Kæmpe respekt til pigerne, sagde Per Nørgaard.

Hos nordvestjyderne var Malene Sørensen den helt store profil. Hun scorede de to mål, der sikrede klubben pokaltitlen.

Også keeper Maya Bay spillede flot og holdt Brøndby fra fadet flere gange. Det udløste titlen som årets pokalfighter.

Brøndby har tidligere vundet pokalturneringen 11 gange, og i den blågule lejr var skuffelsen stor hos cheftræner Per Nielsen.

- Vi var ikke kloge nok i de afgørende situationer. Vi forsvarede rigtig skidt og scorede ikke på de chancer, vi havde i første halvleg.

Per Nielsen ville imidlertid ikke høre tale om, at Brøndby, som arbejder under mere professionelle forhold end Thy-Thisted, uden problemer skulle have vundet pokalen.

- Thy-Thisted er et fantastisk hold og skal have cadeau, sagde en tydeligt skuffet brøndbytræner.

Thy-Thisted kom foran kort inde i anden halvleg, inden Brøndby med otte minutter tilbage af den ordinære spilletid udlignede. Thy-Thisted holdt dog fast i troen på sejr og scorede fire minutter senere det afgørende mål.