Superliga-duel: BIF-spiller kunne vinde Paradise Hotel

Som optakt til Superliga-forårssæsonen lader Ekstra Bladet de kommende dage 12 Superliga-profiler dyste om hæder, inden det går løs på grønsværen

Brøndbys Frederik Holst ville være god i Paradise Hotel. (Foto: Lars Poulsen)
Brøndbys Frederik Holst ville være god i Paradise Hotel. (Foto: Lars Poulsen)

Superliga-start er lige rundt om hjørnet med forårspremiere på fredag 20. februar. Støvlerne skal snørres og de lange knopper skal forrest. Det er tæt mellem størstedelen af holdene i Superligaen. Ekstra Bladet har smidt profiler fra alle 12 klubber i direkte krydsild med hinanden, hvor den nærmeste modstander i tabellen også er modstanderen i det, vi kalder Duellen.

I dag dyster bronze-kandidaterne Randers og Brøndby mod hinanden.

DARIO DUMIC, BRØNDBY:

Fem point op til FCK, fire til Randers. Hvor ender Brøndby?

– Vi ender i Top 3. Vi går benhårdt efter medaljer, og jeg synes, der er grund til optimisme. Vi sluttede vores opstart rigtig fint af med en god sejr over New York City, som havde nogle gode spillere. Det giver et løft.

Hård start venter. AaB, FCK, FCM og OB i de første fire kampe. Hvordan ser du på det?

– Jeg synes egentlig, det er positivt. Kommer vi godt ud af de første fire kampe, så har vi tanket masser af selvtillid, som kommer til at bære os igennem resten af foråret. Vi skal møde dem alligevel, så vi kan lige så godt tage det svære med det samme.

Dario Dumicarm i arm med Lukas Hradecky. (Foto: Jens Dresling)
Dario Dumicarm i arm med Lukas Hradecky. (Foto: Jens Dresling)
 

Kun en spiller ind i transfervinduet. Flere ud. Er I styrket eller svækket?

– Vi har fået trimmet truppen, som planen var. Der var for mange spillere i truppen. Jeg synes, at vi ser godt ud som hold, og vi har fået en god spiller ind i Johan Larsson. Frederik Holst gjorde det rigtig godt på den position i efteråret, så nu er vi i hvert fald godt besat.

Hvor afhængige er I af, at Daniel Agger spiller regelmæssigt?

– Ingen tvivl om, at han er en vigtig spiller. Jeg har allerede lært rigtig meget af ham, og jeg prøver at suge til mig fra hans placeringsevne og lederegenskaber. Men når han ikke er med, så må vi andre steppe op og tage det samme ansvar.

BIF hentede ikke en ny på din position. Hvad tolker du det som?

– Der har været hentet flere prominente navne ind på den position med Boulahrouz, Semb Berge og Agger. Alligevel har jeg spillet meget, så jeg tolker det som, at der er tillid til mig. Men jeg tænker slet ikke over det og holder bare fokus på mit eget spil.

Se også: Superliga-duel: Bech venter på 'For Lækker til Love'

Kan Randers fortsætte, hvor de slap i foråret?

– Jeg håber da, at det går dem dårligt. Men selvfølgelig stor respekt for, at de har hentet så mange point. De har en god defensiv base, og de er meget svære at åbne op krydret med nogle gode offensive spillere.

Hvilken Brøndby-spiller kunne man lave et reality-show med?

– Frederik Holst ville være god i sådan noget som ’Paradise Hotel’. Han er en god taktiker, og han ville kunne spille spillet flot.  Han kunne sikkert vinde det. Jeg er også sikker på, at han ikke ville have noget imod at rende rundt i bar overkrop på tv, haha.

Hvem er mest vild med at være på sociale medier?

– Der har længe været stille på Patrick da Silvas Instagram-profil, men nu er der kommet smæk på. Nu bliver der konstant smidt billeder på. Af nye sko, ham på sofaen og selvfølgelig lidt bar overkrop.

SKARPSKUD:

Hvem bliver Brøndbys profil i foråret?

– Mange har set skarpe ud, men da Silva måske.

Quiz. I hvilken klub hentede Randers Mads Agesen?

– Randers Freja? (Forkert, Horsens.)

Hvem bliver forårets profil i Superligaen?

– Kunne godt blive Mads Hvilsom fra Hobro.

Hvem bliver mestre, og hvem rykker ned?

– FCM bliver nok mestre. Silkeborg rykker ned, og så er det umuligt at kalde den anden.

Mads Agesen i duel med FC Københavns Nicolai Jørgensen. (Foto: Jens Dresling)
Mads Agesen i duel med FC Københavns Nicolai Jørgensen. (Foto: Jens Dresling)
 

MADS AGESEN, RANDERS:

Et point til FCK. Ni til FCM. Hvor havner Randers i tabellen?

– Vores målsætning er Top 6, og det vil vi gøre alt for at opfylde. Hvad der kommer derudover, vil være en bonus. Men jeg synes, vi er gode nok til at få medaljer i denne sæson, og jeg håber, vi kan slutte i toppen.

Er Randers blevet overset i mesterskabsduellen?

– Det har været lidt afdæmpet omkring Randers, og det er vel okay. FCM og FCK har flere økonomiske muskler at spille med, og de har fået størst fokus. Vi kommer til at overraske igen, og så kan det være, at vi får lidt fokus.

I har scoret færrest mål af topholdene. Hvordan får I ændret på det?

– Vi har fire rigtig gode angribere, og man kan mærke, at der er øget konkurrence om pladserne. Mikael Ishak er nok garanteret en af pladserne, men der er kamp om de andre, og det skærper også kravene til dem. Vi bliver mere effektive i foråret.

Se også: Superliga-duel: Snapchat-krig i omklædningsrummet

Hvad er det Colin Todd kan, som gør, at han får maksimalt ud af Randers?

– Han er en dygtig motivator. Han er velorganiseret, og han ved lige præcis, hvad han vil, og får det dygtigt kommunikeret videre til os spillere. Han har været i gamet i mange år, og han ved, hvordan han skal tage presset af spillerne og over på sig selv.

Har Brøndby fået nok ud af deres stærke trup i efteråret?

– Det tror jeg ikke, de selv synes. De er nok skuffede over, at de ikke ligger over os. De har en god trup, og Agger har helt sikkert været en gevinst for dem. Man kunne se hans betydning, da han gik ud i Hobro-kampen, og de faldt sammen.

På dit profilbillede på Twitter får du gult kort. Er du lidt en bisse?

– Jeg kan ikke løbe fra, at jeg nok topper karantænelisten fra efteråret. Men jeg er ikke en bisse, og jeg synes heller ikke, at jeg spiller svinsk. Jeg kan godt lide at være kontant, men det kan godt være, at jeg skal tænke mig lidt mere om, så jeg ikke får så mange gule fremover.

Se også: Superliga-duel: Superliga-spilleren og reality-kæresten

Hvilken Randers-spiller kunne der laves et reality-show med?

– Der må jeg sige Christian Keller. Han sluger alt reality-tv, og han er helt vild med programmet med Karsten Ree og Oddset-Jannie. Han synes helt sikkert også, at Jannie er lidt sød. Han er også en krejler som Karsten Ree.

Hvem er mest vild med at være på sociale medier i truppen?

– Der må jeg sige Kasper Fisker. Han fyrer den af på Instagram. Han er især god til at promovere alle sine forretninger. Han har værtshus, vandrehjem og alt muligt hjemme i Nørager. Han ejer vel nærmest den by.

SKARPSKUD

Hvem bliver Randers’ profil i foråret?

– Jeg tror, Johnny Thomsen fortsætter stærkt.

Quiz. Hvilken engelsk klub har Dario Dumic spillet for?

– Norwich. (Korrekt.)

Hvem bliver forårets profil i Superligaen?

– Martin Pusic skal nok score mange mål for FCM.

Hvem bliver mestre, og hvem rykker ned?

– FCM bliver mestre. Silkeborg og så Hobro rykker ned.

Ekstra Bladets dom:

Vinder: Mads Agesen. Er tydeligvis kontant både på og uden for banen. Får hængt holdkammeraten Kasper Fisker ud og har styr på Dario Dumic' karriereforløb.

1 af 2 
2 af 2 Brøndbys Frederik Holst ville være god i Paradise Hotel. (Foto: Lars Poulsen)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere