100 mio. kr. på højkant: Dansk mester direkte i gruppespil

Danmark er rykket op som nummer 13 på UEFA's rangliste. Det betyder, at den kommende sæsons vinder af Superligaen med meget stor sandsynlighed er sikret en plads i et europæisk gruppespil i 2021/22

FC Midtjylland vandt suverænt mesterskabet i 2019/20. Tager midtjyderne også guldet i den kommende sæson, vil det efter alt at dømme sikre dem en plads i et europæisk gruppespil.

Der er i den kommende sæson en ekstra gulerod for FC København, FC Midtjylland og alle andre klubber, der drømmer om et dansk mesterskab.

For vinderen af Superligaen vil nemlig få meget mere end guldmedaljer og champagnesprøjt.

Næste sæsons mester vil med stor sandsynlighed været sikret et europæisk gruppespil i sæsonen 2021/22.

Danmark har i denne sæson overhalet Grækenland, Kroatien og Tjekkiet på UEFA’s koefficientrangliste.

Det er den, der afgør, hvor mange hold de enkelte lande får med i de europæiske turneringer, og hvornår de træder ind.

Danmark indledte sæsonen som nummer 16, men slutter som nummer 13.

FC København har også i denne sæson hentet mange europæiske point, men det danske hop skyldes i høj grad også, at den dårlige 14/15-sæson endelig er røget ud af regnskabet.

Samtidig har Tjekkiet haft en elendig europæisk sæson, og flere lande omkring Danmark sagt farvel til mange point.

13. pladsen betyder, at både næste sæsons guld- og sølvvinder kommer med i Champions League-kvalifikationen, og mesteren vil være særdeles godt stillet.

Bliver næste sæsons Champions League vundet af et hold, der i forvejen har kvalificeret sig til turneringen via den nationale liga, vil det fjerne alle barrierer på vejen til et europæisk gruppespil.

I så fald vil den danske mester i kraft af Danmarks 13. plads på ranglisten først træde ind i playoff-runden til Champions League.

Her får vinderen en billet til gruppespillet i Champions League, mens taberen ryger direkte i Europa Leagues gruppespil.

FC København vil slås hårdt for at vinde guldet tilbage. For med et mesterskab følger minimum 100 mio. kr. i europæiske indtægter. Foto: Ernst van Norde
FC København vil slås hårdt for at vinde guldet tilbage. For med et mesterskab følger minimum 100 mio. kr. i europæiske indtægter. Foto: Ernst van Norde

De gode nyheder stopper ikke her.

Selvom det 'kun' skulle blive til et gruppespil i Europa League, er der en klækkelig økonomisk trøstepræmie.

Taberen af playoff-runden til Champions League får en check fra UEFA på ca. 37,25 mio. kr. Dertil skal lægges de godt 21,75 mio. kr, man får i startpenge i Europa League.

Det er i alt 59 mio. kr., og ydermere er der indtægter fra den såkaldte market pool og koefficientpuljen.

En plads i Europa Leagues gruppespil kan hurtigt vise sig at blive mindst 100 mio. kr. værd for den kommende danske mester, og det gør kun guldkampen endnu mere interessant.

Sådan er fremtidsudsigterne

Hvordan er muligheden for at komme længere op på ranglisten?

Det virker desværre urealistisk i øjeblikket. Østrig på 12. pladsen er langt foran Danmark og får desuden slettet deres dårlige 15/16-sæson næste gang.

Ukraine, der er nummer ni, mister mange point, men der er flere lande bagfra, der truer Danmark. 

Så det bliver svært bare at holde fast i 13. pladsen?

Ja! Skotland har gode muligheder for at gå forbi Danmark allerede i den kommende sæson.

Rangers og Celtic har begge haft gode europæiske sæsoner, og skotterne vil være foran Danmark ved starten af den kommende sæson.

Og hvordan ser det ud for Danmark på lidt længere sigt?

Medmindre andre end FCK begynder at hente point, ser det svært ud. Dansk fodbold er i alvorlig fare for i løbet af få sæsoner at glide ud af top-15 og igen havne i niveauet 16-20 på UEFA's rangliste.

Men hvorfor er det så vigtigt at være i top-15?

Fordi både Champions League og Europa League fra 2021 vil være lukket land for alle andre end den danske mester, hvis vi ryger ud af top-15.

Danmark vil i stedet skulle nøjes med at sende tre hold i den nye Conference League, som hverken sportsligt eller økonomisk kan måle sig med Europa League.

En plads i top-15 betyder desuden fem danske hold i Europa.

Se også: Så du det: Zeca og Solskjær i munter snak

Se også: Ståle om minister: Danmarks største fjols

103 kommentarer
Vis kommentarer