AaB-skurken efter brøler: Den gør ondt

Rasmus Thelanders kæmpe kiks satte gang i Sønderjyske målshow

Rasmus Thelander yderst til højre i billedet satte ufrivilligt Sønderjyske i gang med målshow med en kæmpe brøler (Foto: Jens Henrik Daugaard)
Rasmus Thelander yderst til højre i billedet satte ufrivilligt Sønderjyske i gang med målshow med en kæmpe brøler (Foto: Jens Henrik Daugaard)

En kæmpe kikser fra Rasmus Thelander fem minutter efter pausen vendte fuldstændig op og ned på kampens forløb mellem AaB og Sønderjyske.

Derfra kollapsede hele AaB-holdet og Sønderjyske scorede fire gange på en halv time.

Den store fejl påvirkede absolut også Rasmus Thelander efter kampen.

- Jeg er utrolig ked af det på holdets vegne. Det gør ondt at lave sådan en fejl. Men som hold må vi bare heller ikke kollapse på den her måde og tabe 4-1, selv om et af målene kommer efter en personlig fejl. Der bør vi ikke være så skrøbelige, sagde AaBs uheldige forsvarere.

Se alle fem mål her:

Se også: Mestrene ydmyget: Kæmpe fejl satte gang i målshow

Han havde heller ikke de store ambitioner om for meget nattesøvn efter sådan en brøler, som vil hjemsøge ham mange gange.

- Jeg får egentlig et okay touch på den måde, og vil så aflevere til Kenneth Emil (Petersen), og så hænger den i banen og ryger ind under min fod. Det er pisseuheldigt og ærgerligt. Når man laver sådan en fejl og taber 4-1, så kommer man aldrig til at sove godt. Men jeg og holdet må kigge fremad nu, hvor der er landsholdspause, lød det fra Rasmus Thelander.

For Sønderjyske-træner Lars Søndergaard var det en helt speciel kamp.

Søndergaard er lokal Aalborg-mand med fortid som træner og spiller i AaB, og han bor stadig i byen, så han cyklede for første gang i trænerkarrieren til en udebanekamp.

Se også: SLUT: Fem kasser i totalt Aab-kollaps

Selv om cifrene 4-1 til Sønderjyske peger på klasseforskel mellem holdene, så er AaB på mange måder stadig den mest attraktive klub for Søndergaard fra sommer, når hans kontrakt med Sønderjyske udløber. Den daglige pendlertur på flere timer hver vej kan spares, hvis han ender med at lande trænerjobbet efter Kent Nielsen.

Ekstra Bladet kunne i ugens løb afsløre, at AaB søger på alle hylder i trænerjagten, og endda havde seriøs dialog med Real Madrid-legenden Fernando Morientes.

Se også: Mødte Morientes i Aalborg: Troede ikke mine egne øjne

Den mulighed synes uaktuel nu, mens Lars Søndergaard stadig er inde i billedet, og han erkender, at han ikke har noget problem med at få afklaret fremtiden sent i sæsonen.

- Sidst da jeg forlængede med Sønderjyske for to år siden gjorde vi det med to dage tilbage af sæsonafslutningen. Det er ikke et problem at have den usikkerhed. Jeg taler stadig sammen med Sønderjyske, men der er ikke sket noget nyt de seneste tre-fire uger, sagde Lars Søndergaard efter Sønderjyskes afklapsning af mestrene.

Sønderjyske-ledelsen vil rigtig gerne forlænge med Lars Søndergaard, men den dygtige træner holder døren åben for andre muligheder heriblandt AaB.

Se også: 'Morientes i AaB på højde med Laudrup'

Han slår dog fast, at både hans nuværende mandskab og AaB er interessante for ham.

- Jeg er rigtig glad for at være i Sønderjyske og for de fire år jeg har haft i klubben. Det er stadig en interessant klub at være i for mig. Jeg ville være et skarn og en træner uden ambitioner hvis jeg ikke sagde, at AaB selvfølgelig også er interessant med det spor de er på vej i.

Kan du sige om, du har været til samtale med AaB om trænerjobbet?

- Det har jeg ingen kommentarer til, lød det fra Søndergaard, der har skabt de fornødne resultater med få midler i Sønderjyske.

AaBs sportsdirektør Allan Gaarde ville ikke kommentere på Lars Søndergaard, men forklarede, at man nærmer sig en afklaring.

- Der sker nok ikke noget lige i den kommende uge, men vi kommer tættere på i forløbet, lød det fra Gaarde.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere