32-årig AaB'er har ramt en målstime

Kasper Risgård har for alvor fået gang i målscoringen i denne sæson, og han var på pletten igen, da AaB ydmygede OB og Kent Nielsen mandag aften

Foto: Mathias Svold
Foto: Mathias Svold

I sidste sæson scorede Kasper Risgård blot tre mål i Superligaen.

Efter seks kampe i den nye sæson er han allerede oppe på fire mål, og er blot to efter topscorer Viktor Lundberg.

Se også: Kent Nielsen ydmyget i AaB-gensyn

Risgård var banens bedste i en fantastisk AaB-opvisning med to mål og en assist. Og for den 32-årige midtbaneprofil er det sjovt, at han pludselig har ramt en målstime.

- De gamle ben kan endnu. Jeg var irriteret over, at jeg ikke fik scoret så mange mål i sidste sæson, men det må man sige, har ændret sig i den her nye sæson. Men inden jeg begynder at tale om topscorertitler og så videre, så tror jeg vist, det er bedre at rose sine holdkammerater, som har sat målene op for mig.

- Det er altid sjovt at score to mål, men det var endnu sjovere at være en del af sådan en fantastisk spillende hold. Vi kørte OB rundt, og sad på dem fra start til slut, lød det fra Kasper Risgård.

Se også: Kent Nielsens mareridt: Ramt på stoltheden

Thomas Enevoldsen fik sit første sæsonmål på kontoen efter en række kampe med afbrændere, og det fjernede lidt nogle frustrationer.

- Det er klart, at jeg har været en smule irriteret over, at jeg måske har været lidt uheldig tidligere og ramt stolpe og så videre. Så det var virkelig skønt lige at få hul på bylden, og det var et fantastisk indlæg fra Nicolaj Thomsen. Det var en fed kamp at være med i, hvor vi var så meget i kontrol. Det er klart en af de allerbedste kampe, jeg har været med til at spille, siden jeg kom tilbage til AaB, lød det fra Enevoldsen.

4 kommentarer
Vis kommentarer