AaB bekræfter monsterhandel: Det er et fantastisk eventyr

Christian Bassogog forlader Superligaen og AaB, der scorer en rekordstor sum penge for camerouneseren, der fortsætter i den kinesiske klub Henan Jianye FC

'AaB sælger Christian Bassogog for rekordtransfer'.

Sådan lyder overskriften på AaBs hjemmeside, der dermed bekræfter de seneste dages skriverier i den danske presse om, at AaB's afrikanske guldfugl Christian Bassogog fortsætter karrieren hos kinesiske Henan Jianye FC.

Et kæmpe gennembrud under det netop overståede African Cup of Nations, hvor Bassogog både vandt turneringen og blev kåret til turneringens bedste spiller, gjorde afrikaneren glohed på de transfermarkeder, der endnu ikke var lukkede.

Blandt andet i Kina og Rusland. Og det var en klub fra førstnævnte land, der vandt kampen om offensivprofilen. Men det blev bestemt ikke gratis. I følge Ekstra Bladets oplysninger skulle Henan Jianye FC hoste op med 45 millioner danske kroner for at sikre sig spilleren fra Cameroun.

I kølvandet på det bekræftede salg har Ekstra Bladet søndag talt med AaB's sportsdirektør Allan Gaarde, der indikerer, at snakken om de mange millioner har noget på sig.

- Det har ikke været en spiller, som har kostet os særlig meget. Derfor er den her handel en fantastisk bonus for AaB. Jeg kan ikke sætte tal på den præcise salgspris, men jeg kan sige så meget, at de beløb, der har været fremme i medierne, ikke har været helt ved siden af, siger Allan Gaarde.

- Det er et fantastisk eventyr. Tænk at en ung afrikansk gut, som for få år siden spillede i den næstbedste række i Cameroun og siden i den tredjebedste række i USA, kom til AaB og bliver solgt for et rekordbeløb, fortæller Gaarde.

Bassogog var et kæmpe hit ved African Cup of Nations. Foto: AP
Bassogog var et kæmpe hit ved African Cup of Nations. Foto: AP
 

AaB havde kalkuleret med et underskud i niveauet 10 millioner kroner, men nu opjusterer nordjyderne forventninger for 2017 til et overskud før skat i niveauet 15 mio. kroner. Dermed bekræfter klubben indirekte, at der er tale om et særdeles opsigtsvækkende salg.

Og den enorme sum penge, der nu ryger ned i AaB's klubkasse, skyldes ikke mindst Bassogogs imponerende januar-optræden i African Nations Cup. Det erkender Allan Gaarde.

- Bassogog spiller blandt nogle af verdens bedste under African Nations Cup. Der var eksempelvis deltagelse af Leicesters Ryad Mahrez, og Dortmunds Pierre Emerick-Aubameyang. Det er nogle store navne. Og i dette selskab har han formået at excellere sig, siger Gaarde til Ekstra Bladet.

- Under sådan en turnering får man mulighed for at profilere sig på et stadie, vi ikke kan præsentere i Superligaen. Og det gjorde selvfølgelig, at vi var nødt til at smede, mens jernet var varmt.

- Der har været mange forespørgsler på ham. Blandt andet fra det russiske marked, hvor transfervinduet stadig er åbent. Men også europæiske klubber har henvendt sig med henblik på et en mulig handel til sommer, lyder det.

Christian Bassogog, der opnåede 32 officielle kampe og fire scoringer for AaB, har også selv sat ord på den interessante overgang, og baggrunden for, at det det kinesiske eventyr nu kan begynde.

- Siden den første dag har jeg fået en fantastisk behandling af alle mennesker både i og uden for klubben, og jeg har virkelig følt mig velkommen i AaB og Aalborg. Nu har jeg fået et tilbud, som jeg ikke kan sige nej til, og jeg ser frem til nye og spændende oplevelser i Kina, siger Bassogog.

Se også: AaB foran monstersalg: Gigantbud på guldfuglen

Se også: AaB bekræfter: Forhandler om salg af Bassogog

Se også: Afrikas bedste tilbage i Danmark

67 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere